I modsætning til det eneste mulige retfærdige samfund - nemlig det teokratiske * - opstiller humanisterne deres utopiske lykke-model: det demokratiske * paradis. Drømmen bygger på en fejlagtig antagelse om, at det autonome menneske er udstyret med en eller anden form for ufejlbarlig evne til at skelne mellem godt og ondt. Denne ubegrundede tro var den samme, som fristede de første mennesker til at tro, at de i sig selv kunne blive som Gud til at skelne ondt og godt. Den er identisk med troen på evolutionens upersonlige iboende "gode" kraft, som langsomt men sikkert tvinger spiralen opad.
Vi kan vel gå så vidt som til at indrømme at et maksimalt og sundt folkestyre er et af de mindste af det store udvalg af onder, som en fortabt verden kan byde på. Denne medalje har dog en meget stor bagside.
Når vi ser tilbage på historien, kan vi konstatere, at flertallet næsten uvægerligt har taget fejl. Alle fremskridt af videnskabelig art er sket gennem enkelte begavede personer, som "talte Roma midt imod". Som havde talent og mod til at tænke og tale anderledes end flertallet hidtil havde gjort. Uden disse afvigere og nytænkere havde vores civilisation ikke været så fremskreden - i hvert fald teknisk set. Vi kan så siden diskutere, om de menneskelige værdier har vundet så meget ved det.
Hvis "demokratiet" havde være effektivt, ville sådanne nye tanker aldrig have vundet indpas. Men lad os se på nogle af de tanker, som humanisterne gør sig om demokratiets lyksaligheder:
7. For at fremme friheden og værdigheden må den enkelte opleve den fulde rækkevidde af borgerrettigheder i alle samfund. Dette indebærer talefrihed og presse-frihed, politisk demokrati, lovfæstet ret til at opponere mod regeringens politik, retfærdige domstole, religionsfrihed, foreningsfrihed samt kunstnerisk, videnskabelig og kulturel frihed. *
Dette ideal kan vi jo næsten tilslutte os som kristne - men da humanisterne opfatter os som tilhængere af et despotisk og undertrykkende system, vil det undre dem såre, at vi ikke er modstandere af disse tanker. Dog må vi sige, at der mangler en balance, idet der kun tales om rettigheder, som ikke er afvejet af en rimelig mængde af pligter og ansvar.
Det indebærer også anerkendelsen af individets ret til at dø med værdighed.... *
Hvad angår individets ret til at dø med værdighed, kan vi kun erklære os helt enige med humanisterne. Uden at gå nærmere ind på, hvad en "værdig" død består i, kan vi samtykke i at den idealistiske og mekaniske forlængelse af livet, som undertiden finder sted på hospitalerne, er uønsket. Den forlænger ofte pinen unødvendigt og fjerner al værdighed fra døende mennesker. I det hele taget mangler både verden som helhed og uhyggeligt mange kristne at forsone sig med døden. Når vi ved, at Gud måler vort liv i håndsbredder, behøver vi ikke at have en fortrængende og afværgende holdning overfor døden. Den betyder jo ganske vist enden på vor nuværende tilværelse, men samtidig er det jo indledningen på en tilværelse i evig glæde og fred.
Alt for ofte er menneskers død omgivet af en krampagtig og fuldstændig urimelig kamp for at bevare livet. Mange uhelbredeligt syge bliver til deres sidste sekund udsat for en masse pinefulde og unyttige forsøg på at forlænge livet.
Det værste ved vort sundhedsvæsens mekaniske idealisme er næsten, at mennesker berøves en værdig død, samtidig med at deres efterladte berøves en værdig afsked med dem. Det mest ulykkelige er, når man på hospitalet har indlagt en terminal patient, hvis prognose er ganske håbløs. Familien er så småt ved at indstille sig på, at der er situationer, hvor vi ikke kan få vores vilje. Men nu dukker en idealistisk læge op, som ikke kan klare familiens og den døendes sorg. Måske reagerer han på patientens eller pårørendes klage over, at der ikke gøres mere. I hvert fald opstiller han et nyt forfængeligt håb, ved at foreslå en ny behandling.
Dens eneste retfærdiggørelse er de erfaringer til mulig hjælp for andre syge, man måtte kunne få ved at eksperimentere med den patient, som er dødsdømt. Det er den samme pragmatiske holdning, som gav dr. Mengele og andre nazi-læger samvittighed til at foretage umenneskelige eksperimenter med udryddelseslejrenes ofre. Når de alligevel skulle jo dø, kunne man vel lige så gerne anvende dem til at indhøste viden om, hvor meget et menneske kan tåle?
Men denne idealistiske holdning, som indebærer øgede lidelser for patienten og øver vold mod den begyndende hvile, som opstår, når man endelige forsoner sig med de faktiske forhold - uagtet at disse slet ikke er efter ens eget hoved.
I erkendelse af, at vort fysiske liv ikke er evigt, bør enhver af os være i stand til at forlade denne tilværelse med værdighed. Forudsætningerne for dette er, at vi har forsonet os både med livet, som Gud har skabt det, og døden som en uundgåelig følge af synden. I fast tillid til Guds nåde og evige barmhjertighed både mod levende og døde er det muligt at forlade dette jordeliv på en fredfyldt og værdig måde. Den, hvis hele eksistens er baseret på denne verdens ting har to alternativer: enten er han mæt af dage og træt af verdens lyst og larm og pine og er derfor rimeligt ligeglad med livet - eller han føler sig snydt og frygter for den fortabelse, som følger efter døden - hvad enten denne fører til en tilstand af ansvarsløs intethed eller man risikerer at blive draget til ansvar for sine gerninger. Men en af de nødvendigste ting et menneske kan ønske sig her i livet, er en salig død. Alle andre ønsker kan vise sig at være unyttige, men døden kan ingen hverken rige eller fattige, unge eller gamle, syge eller raske komme uden om. Men at gøre sig selv til Herre over eget eller andres liv og død er en alt for vanskelig opgave for et ufuldstændigt menneske med en så begrænset indsigt at påtage sig.
Rette til at slå sig selv og andre mennesker ihjel! Hvor stammer denne rettighed mon fra? Mon ikke fra den, der er kommet for at dræbe og ødelægge? Meget har vi som mennesker fået betroet af Gud i vor forvaltergerning i denne verden. Vi skal have omsorgen for hele skaberværket og vi har ret til at høste og fælde planter og træer og slagte og spise dyr. Men retten til at bestemme over liv og død har Gud ikke givet fra sig. De, som mener sig i stand til at administrere den "gave" har ikke fået den af Gud.
Gud skabte mennesket med påbud om at opfylde jorden og gøre sig til herre over den - men hverken med påbud om eller tilladelse til at gøre sig til herre over liv og død hos andre mennesker. Hvis mennesket virkelig var det mest suveræne væsen i universet, ville det jo være rimeligt at vi selv skulle herske over liv og død. Men det er vi ikke! Gud er den, som suverænt udmåler vor livslængde. Derfor skal mennesker med så lidt indsigt, som vi har i den store sammenhæng, ikke blande sig utidigt i. hvor langt et menneskeliv "bør" være. Det gælder både eutanasi * og selvmord. Begge tilfælde er primært udtryk for menneskets egenrådighed og manglende ydmyghed, selv om vi også må gøre os klart, at det er et fortabt og desperat menneskes råb om hjælp eller protest-aktion.
I visse lande, specielt i Holland er en naturlig død ved at være en saga blot. Der har man i praksis indført eutanasi, hvilket betyder at lægerne har ret (eller pligt?) til at ombringe de patienter, som ikke skønnes rentable.
Men uden tvivl drømmer humanisterne om et jordisk Paradis, hvor fysiske og psykiske sygdomme vil være praktisk taget udryddet. Videnskabens fremskridt vil kunne afhjælpe disse ting, mener man. Men både sygdom, angst og død er nødvendige onder i verden - fordi den ligger i det onde.
Hvad skal vi med mareridt og sygdomme?
Vi kan læse i bibelen, at sygdomme er et af Guds midler til at få mennesker i tale. Det kommer for eksempel til udtryk da Jesus i skikkelse af Elihu taler til Job i Kap 33.13- af Jobs bog:
Jeg svarer dig: Du har ikke ret! for Gud er større end mennesker. Hvorfor vil du føre sag mod ham, når ingen kan gendrive hans ord? For Gud taler på én måde, og på to, men man opdager det ikke:
I en drøm, i et nattesyn, når mennesker er faldet i dyb søvn, når de ligger og sover, da taler han til dem, advarer og skræmmer dem for at få dem til at afstå fra deres gerninger; han tilintetgør mandens hovmod. Han skåner dem for at gå i graven, for at krydse dødens flod.
Eller et menneske straffes med smerter på sit leje, en uophørlig strid i alle knogler. Han føler lede ved mad, selv sine livretter væmmes han ved; hans kød tæres bort, så man ikke længere kan se det, hans knogler, som ikke kunne ses før, ligger blottet. Han går på gravens rand, han nærmer sig de døde.
Hvis da en engel går ved hans side, en talsmand, én ud af tusind, som forkynder mennesket, hvad ret er, og som forbarmer sig over ham og siger: "Fri ham fra at gå i graven, jeg har skaffet løsepenge!" da bliver hans krop friskere end i ungdommen, han bliver som ung igen. Han beder til Gud, og Gud viser ham godhed; han ser Guds ansigt med jubel, fordi Gud gengiver mennesket dets retfærdighed. Han synger det ud for mennesker: "Jeg syndede og gjorde, hvad der var uret, men Gud gengældte det ikke. Han fritog mig fra at gå i graven, jeg lever og ser lyset."
Se, alt det gør Gud mod manden, både to og tre gange; han fører ham tilbage fra graven, så han ser livets lys. Lyt Job, hør på mig! Vær stille, så jeg kan tale. Har du noget at sige, så svar mig! Tal, jeg giver dig gerne ret! Men har du det ikke, så hør på mig; vær stille, så skal jeg lære dig visdom. *
Heraf kan vi se, at mareridt og sygdomme ikke skal betragtes som straffe, men som pædagogiske hjælpemidler. Det er nogle af de metoder, som Gud benytter til at advare og formane os mennesker. Bland andet for at udrydder hovmod, som er en åndelig sygdom med dødelig udgang. Den pine, vi eventuelt kommer til at gennemgå i en sygdom og lidelse er for intet at regne i forhold til den herlighed, der skal åbenbares på os.
Hvem skal i givet fald afgøre, hvem der er "dårlige" liv, som skal ekspederes snarest muligt - og hvilke kriterier kan der overhovedet opstilles for det. Hitler mente, at åndssvage, vanskabte og kronisk syge var bedre tjent med ikke at leve - eller i hvert fald at samfundet var bedre tjent med, at de ikke levede. Men hverken vi selv eller andre er faktisk i stand til at afgøre, hvorvidt livet er værd at leve. Der er vel næppe nogen af de mennesker, som lever i lykke, fred og harmoni i dag, som ikke i kortere eller længere perioder har ønsket sig, at de ikke behøvede at vågne næste dag? Mange har ønsket sig døden, men er nu jublende glade for, at deres ønske ikke blev opfyldt. Hvem ved, om ikke dem, som blev udsat for eutanasi eller gennemførte selvmord, ville være kommet til samme konklusion, hvis de havde fået lov til at leve noget længere?
Mange gange er angsten og usikkerheden så stor hos os mennesker, at vi er parate til at regne døden for bedre end livet. Men det er ikke, hvad man forstår ved en salig død. Det er ganske legalt at længes efter døden og det har mange af de hellige gjort både tidligt og silde i deres liv, men derfra og til at tage sagen i egen hånd er der meget langt. Gud frister og prøver ingen mennesker over evne. Derfor så spørg hellere: "Gud, hvad ønsker du, at jeg skal lære af denne håbløse og elendige situation?"
Vi må ikke glemme, at lidelser er en vigtig del af vor opdragelse:
For når Gud, for hvis skyld alle ting og ved hvem alle ting er til, ville føre mange sønner til herlighed, måtte han føre banebryderen for deres frelse til målet gennem lidelser *
De fleste mennesker lever livet igennem på en særdeles urealistisk forestilling om, at de har magt over tingene. Når de så af sygdom eller anden force majeure tvinges ud i en situation, hvor de må erkende, at her kan de ikke bestemme, kan de ofte gribes af en desperat angst over at deres illusoriske magt er forsvundet. Hvis de så tager sagen i egne hænder, kan de foregøgle sig selv, at de stadig "har magt" over tingene og at det er dem selv "der bestemmer".
Ligeledes kan det være svært at se et kært familiemedlem lide gennem længere tid, uden rigtigt at kunne gøre noget. Det kan være svært at skelne mellem medlidenheden med den syge og selvmedlidenheden over, at man må bruge så megen tid og mange kræfter på noget, som virker håbløst. Magtesløsheden kan være umulig at bære, hvorfor man gribes af en stærk tran til at "gøre noget". Denne aktivitetstrang kan udløse initiativet til at ombringe den syge. Så har man da i hvert fald gjort "Noget" - selv om dette noget er forkert!
Den anden grøft, som består i med alle til rådighed stående midler at forlænge livet ud over dets naturlige grænse, her vi allerede drøftet - og den er lige så forkert.
Hvor er det dog langt bedre at bie på Gud og give ham lov til at give os en salig død! Vi skal velsigne og styrke livet - ikke forbande og tage livet. Men der er ikke noget forkert i at bede Gud om at vise sin nåde i form af en salig og snarlig død til en person, som er mæt af dage eller forpint af en terminal sygdom. Ej heller i at bede om, at denne nåde består i en afkortelse af lidelserne. Man skal dog aldrig undlade først at bede Gud om at gribe ind med helbredelse og oprejsning, samt om at den døende må få nåde til at kende det evige liv allerede inden sin bortgang.
Vi er modstandere af den stigende krænkelse af privatlivet, uanset med hvilke midler, i både totalitære og demokratiske samfund. Vi ønsker at sikre, udvide og gennemføre de principper for menneskelige frihed, som har udviklet sig fra Magna Carta til Menneske-rettigheds-erklæringen og den Universelle Menneske-rettigheds-erklæring. *
Vi har mange historiske erfaringer for, at hvor staten indtager Guds plads, vil den også søge at indtage Guds privilegier. Da Gud er allestedsnærværende, må staten også være allestedsnærværende. Det giver arbejde til en hær af stikkere og angivere, som vi kender det alt for godt fra de fleste totalitære stater. Det giver en mængde spionage og arbejde for industrien for elektronisk overvågningsudstyr.
Den almægtige stat erstatter den almægtige Gud.
Herren din Læge erstattes af statens sundhedsvæsen.
Herren din forsyner erstattes af bistands- og velfærds-samfundet. Og så fremdeles... Statens mange velvillige og hjælpsomme ansigter skjuler ganske udsynet til Gud. Hvem har brug for Gud, når staten giver os, hvad vi har brug for?
Det ottende punkt i manifestet er en ganske smuk tanke som vi også helt kan tilslutte os, idet den giver adgang til fri foreningsdannelse og med mange andre gode fordele:
8. Vi er tilhængere af et åbent og demokratisk samfund. Vi må udbrede deltagerdemokratiet i den sande form til økonomien, skolen, familien, arbejdspladsen og frivillige foreninger. Der må ske en decentralisering af beslutningsprocesserne, så de omfatter en udbredt deltagelse af folk på alle niveauer - social, politisk og økonomisk. Enhver bør have indflydelse på udviklingen af de værdier og mål, som afgør deres liv. Institutioner bør være ansvarlige overfor udtrykte ønsker og behov. Betingelserne for arbejde, uddannelse, andagt og leg bør menneskeliggøres. Fremmedgørende kræfter bør modificeres eller udslettes og bureaukratiske strukturer bør holdes på et minimum. Mennesker er vigtigere end De Ti Bud, regler, forskrifter og regulativer.*.
Der er ingen tvivl om, at de fleste af disse idealer vil være bedre også for genfødte kristne, idet medindflydelsen kunne medvirke til større bevidsthed alle vegne. Det er absolut Guds hensigt, at vi skal have medindflydelse, idet Han har gjort os til med-skabere og med-regenter med Ham. Det er rationalisternes vildfarelse, at ting forsvinder, hvis man ikke tror på dem. De mener, at man ved at fornægte åndeverdenen samtidigt får den til at forsvinde som dug for solen. Desværre er åndeverdenen ikke af samme opfattelse.
Der er to slags nyttige mennesker for de faldne ånder:
de, der tror blindt på dem og anstrenger sig for at komme i kontakt med dem og
de, der ikke tror på dem og derfor giver dem en fantastisk rar arbejdsro.
Det er svært at sige, hvilken af de to grupper af "medarbejdere", der er mest nyttige for Satan og hans dæmoner. Den forholdsvis lille gruppe, som bevidst arbejder på at udnytte deres kontakt til den dæmoniske verden, kan selvfølgelig medvirke aktivt til udbredelsen af Satans herredømme på jorden. Men på den anden side er de også bevidste om hans tilstedeværelse og aktivitet. Undertiden slipper de fra ham og bliver da meget besværlige.
De, som blot lukker øjnene overfor de dæmoniske aktiviteter, kan stille og roligt trækkes efter næsen, så det følger med i flok mod fortabelsens gab. De fremmedgørende kræfter, som virker ind fra åndeverdenen kan jo ikke modvirkes, så længe man benægter deres eksistens.
To misforståelser omkring loven og nåden
Gud selv gør både i sit eget ord og i Jesu ord klart, at barmhjertighed og hensynet til mennesker vejer tungere end loven. Alt for ofte både i det religiøse liv og i det offentlige bliver mennesker ubarmhjertigt og hensynsløst trampet under fode under henvisning til gældende regler, forskrifter og regulativer. Da De Ti Bud imidlertid er udtalt først og fremmest for at beskytte og bevare mennesker, kan overholdelsen af dem meget vanskeligt blive valget mellem hensynet til mennesker og hensynet til dem. Bibelen er ikke særligt rundhåndet med regler og påbud - i det mindste ikke under den nye pagt. Men de få regler, der findes, og som man gør klogt i at rette sig efter, er alle sat for at beskytte mennesket, ikke for at kue eller undertvinge det.
9. En adskillelse mellem kirke og stat og en adskillelse mellem ideologi og stat er bydende nødvendig. Staten bør opmuntre til den størst mulige frihed for forskellige moralske, politiske, religiøse og sociale værdier i samfundet. Den bør ikke begunstige nogen særlige religiøse grupper gennem anvendelse af offentlige midler, ej heller vie sig til en enkelt ideologi og derved komme til at virke som redskab for propaganda eller undertrykkelse - specielt overfor afvigere. *
Det er en guddommelige tanke, at Kirke og Stat skal være adskilt i den nuværende verden, som ligger i det onde. De fleste andre regeringsformer og religioner lader kongen eller kejseren være Gud. Derved er den verdslige og den åndelige magt samlet i én og samme person. Det er der ingen andre end én bestemt person, der kan administrere. I Biblen har Gud klart lagt retningslinier, som adskiller kongemagten fra præstedømmet. Saul mistede direkte sin bestalling som konge over Israel, fordi han overtrådte sin kompetence og foretog et offer, som kun præsten eller profeten var kaldet til.
Men Persiens Shah eller Ayatholla, Kejseren af Japan, Kejseren af Rom, Hitler, Mao med flere blev eller bliver betragtet som personificerede guder og tilbedt som sådanne. Det var nærmest rutine i alle de stater, der omgav Israel. Den slags sætter Guds ord helt klart et stop for. Det er et lige så sundt princip, som det faktum, at den lovgivende, den udøvende og den dømmende kraft holdes adskilt i en sund retsstat. Det andet lader sig kun gøre uden skadevirkninger i Guds evige rige. Her må nødvendigvis de to embeder tilfalde samme person.
10. Menneskelige samfund bør vurdere økonomiske værdier ikke ud fra retoriske eller ideologiske kriterier, men ud fra hvorvidt de øger den økonomiske velfærd for alle individer og grupper og mindsker fattigdom og elendighed, øger den samlede menneskelige tilfredshed og befordrer livskvaliteten. Således står døren åben for alternative økonomiske systemer. Vi må demokratisere økonomien og dømme den efter dens ansvarlighed overfor menneskelige behov, idet resultaterne bedømmes ud fra det fælles gode. *
Selv om økonomisk velfærd er et ønskværdigt mål, bør det næppe være den, som er hovedmålestokken for, hvad der er det rigtige. De er et typisk udtryk for den symptom-behandling, som det fortabte menneske som hovedregel giver sig af med. Vi konstaterer objektivt, at en stor del af verden henligger i sult og fattigdom. Vi konstaterer, at det er ikke rart. Vi begynder at forsøge at afhjælpe dette onde. Men dette onde er jo kun symptomerne. Hvad er årsagen til sult og fattigdom? Ved en objektiv betragtning er der med en rimelig fordeling af goderne i verden, rigeligt til at samtlige verdens indbyggere kunne leve som grever og baroner eller sågar landets rigeste fagforeningsformænd. Det skyldes kun det syndige begær, at goderne er så ulige fordelt. Så i stedet for at angribe ondets rod, som er synd og ondt begær, anbringer man symptomet og håber, at økonomisk velfærd kan lægge et plaster på det ulægelige sår, som synden har slået. Det minder i uhyggelig grad om den symptom-behandling, man ser i foreninger og menigheder, når det begynder at skorte på penge i kassen. Man begynder så at tale om medansvar og offervilje m.m. Når den egentlige årsag er frafald fra Guds Bud og anordninger, nytter det såre lidt at dække over symptomerne ved at presse penge af folk.
Men bortset fra, at vi ikke kan løse det egentlige problem med den form for symptombehandling, er principperne og ideerne i afsnit 10 ganske korrekte og ikke i modstrid med de i Biblen angivne.
11. Princippet om moralsk ligeværd må udstrækkes gennem fjernelse af al forskelsbehandling som følge af race, religion, køn, alder eller nationalitet. Dette betyder lige anledning og lige anerkendelse af talenter og præstationer. *
Disse principper er helt i overensstemmelse med Guds egne principper om ligeværd og ingen personsanseelse. Gud er den, der dømmer retfærdigt! Mange har forsøgt - med en vis succes - at forvride Guds ord på en sådan måde, at det synes at støtte race- eller kønsdiskrimination. I sådanne tilfælde er der klart tale om misbrug af Ordet.
Helt enig! men det bliver lidt småt, hvis vi skal nøjes med de forbedringer, vi kan opnå ved at trække os selv op ved håret. Det er lidt synd for humanisterne, at de skal prøve at forbedre sig i egen kraft. Der er jo stillet vidunderlige nådemidler gratis til vor rådighed, hvis vi vil benytte os af dem. Det medfører ikke blot en forbedring af det eksisterende fallitbo, men en forvandling af det indre menneske, som har lovning ikke blot for det nuværende, men også for det kommende liv.
Hvis de ikke er stand til de, bør samfundet tilvejebringe midler til at tilfredsstille deres grundlæggende økonomiske, sundhedsmæssige og kulturelle tarv, hvilket, hvor end resurserne muliggør det, indebærer en garanteret årlig indtægt. *
Her ser vi igen samfundet optræde som Gud. Denne specielle religion kalder man Statisme. Det, som Gud har lovet sine børn, træder staten velvilligt til med, så vi ikke længere behøver Gud. Gud har i sine bud gjort det klart, at vi har pligt til at hjælpe vore medmennesker i nød. Men denne pligt påhviler ikke staten, men den enkelte borger i landet. Takket være statens overtagelse af almisse-tjenesten, bliver vi flået efter noder for vore midler - således, at vi ikke har meget tilovers til at hjælpe de sande nødlidende. Så denne kollektive "barmhjertighed" medfører i virkeligheden, at den enkelte forhærdes og mister sin personlige barmhjertighed. Man føler sig måske nok fristet til at hjælpe, men dels har staten allerede plyndret de arbejdende borgere for midler gennem brandskatning til fremskaffelse af velfærds-samfundet og dels ville det jo været tosset at bruge mine få midler til at hjælpe andre - de kan jo bare henvende sig til bistandskontoret.
Vi har omsorg for de ældres, de svageliges, de dårligt stilledes og de udstødtes velfærd - de mentalt retarderede, forladte eller misbrugte børn, de handicappede, de fængslede, stofmisbrugerne - for alle som bliver forsømt eller overset af samfundet. En praktiserende humanist bør gøre det til sit kald at menneskeliggøre personlige relationer. *
Det er smukt, at der er en sådan barmhjertighedsregel, men desværre skal den jo også afstemmes med loven om økonomisk rentabilitet. Hidtil har den sidstnævnte vist sig at veje tungest. Den omsorg, man derfor viser de handicappede ufødte vil oftest bestå i "barmhjertighedsdrab". Samme løsning anvendes på personer, som er i farezonen for et dårligt liv efter social-darwinismens dogmer. Vi har mødt flere eksempler på, at gravide bistandsklienter er blevet truet og intimideret til at få foretaget provokerede aborter på trods af eget ønske. Uden moralsk støtte bukker de fleste under for presset og viser sig som "gode borgere" i det humanistiske samfund - på bekostning af deres inderste følelser og samvittighed.
At en praktiserende humanist har et "kald" viser jo endnu en gang, at vi har at gøre med en religion - og ikke en videnskab.
Vi tror på retten til universel uddannelse. Alle har ret til den kulturelle mulighed for at realisere sine specielle muligheder og talenter. Skolerne bør fremme et tilfredsstillende og produktivt liv. De bør være åbne på alle niveauer for hvem som helst; man bør opmuntres til at opnå de bedste resultater. Fornyende og eksperimentelle former for undervisning skal bydes velkommen. De unges energi og idealisme fortjener at blive værdsat og kanaliseret til konstruktive formål. *
Idealerne fejler stadig ikke noget. Men desværre har humanisterne intet lært af syndefaldet. Troen på, at vi bliver som Gud, hvis vi spiser af kundskabens træ, hænger ved lige fra slangens første løgn. Derfor synes det at være løsningen med mere og mere kundskab. Desværre er denne kundskab begrænset til det, man kan måle og veje. Der tolereres ingen former for teisme - selv om der er religions-frihed.
Vi forkaster racemæssige, religiøse, etniske eller klassebetingede modsætninger. Skønt vi tror på kulturel mangfoldighed og opmuntrer racemæssig og etnisk stolthed, forkaster vi skillevægge, som fremmer fremmedgørelse og sætter folk og grupper op imod hinanden. Vi forestiller os et integreret samfund, hvor mennesker har maksimale muligheder for frie og frivillige foreningsdannelser. *
Disse race-skel og klassemodsætninger som alle udspringer af syndefaldet ønsker både kristne og humanister fjernet. Men den frihed og åbenhed, som humanisterne drømmer om, er ganske utopisk med det fortabte menneske som byggesten. Den frihed og tryghed, som man drømmer om, lader sig kun praktisere under Guds vingers skygge. Kundskab opblæser, men kærlighed opbygger. Kun ved en åbenbaring af Guds nåde, kan et menneske komme ud over de begrænsninger, som er pålagt det sjælelige menneske: Ja, lige til i dag ligger der et slør over deres hjerte, når Moses læses op. "Men hver gang én vender om til Herren, tages sløret bort" - "Herren" er Ånden, og hvor Herrens ånd er, dér er der frihed. *
Vi er kritiske overfor sexisme eller seksuel chauvinisme - hvad enten den er maskulin eller feminin. Vi tror på lige ret for både kvinder og mænd til at opfylde deres specielle karrierer og muligheder, efter hvad de finder for godt, uden diskriminering af den enkelte. *
Her stemmer humanisternes holdning overens med skriften, som siger, at Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle ét i Kristus Jesus * Guds frelse gælder uden undtagelse og forskelle både mænd og kvinder. Der er ligeværdighed mellem kønnene, men det betyder ikke, at de absolut skal gøre de samme ting. Det er tilladt at tage hensyn.
Kvindens bygning og struktur afviger fysisk, hormonalt og mentalt fra mandens. Det giver hende nogle utrolige muligheder, som manden ikke har. Til gengæld har manden i kraft af sin mere enkle bygning en mere robust natur. Det forpligter ham til at vise omsorg for kvinden på andre områder. Bibelen lærer, at mand og kvinde er lige for Gud. For at vi skal ligne Gud som Hans elskede børn, må vi imidlertid overholde visse mønstre. Da manden og kvinden er et billede på Kristus og Menigheden, er det bedst at overholde en lignende rollefordeling i ægteskabet. De allerfleste religioner er sexistiske i mindre eller - især - større grad. Kristendommen er helt unik i sin ligestilling og ligeværdighed mellem kønnene. Indrømmeligvis har visse magtmisbrugere anvendt visse vanskeligt tolkelige skriftsteder til at underbygge en modbydelig mandschauvinisme. Denne skamplet har givet sig udtryk i undertrykkelse og tilsidesættelse af kvindens tjenester i forsamlingen. Det er dog en forbrydelse, der delvis bærer straffen i sig selv. De, som har tilsidesat kvinden i forsamlingen er derved gået glip af meget væsentlige input, som kun kvinderne kunne have givet. Deres såkaldte gudsdyrkelse er ikke meget værd.
Der har været ført en masse unødvendig debat om betimeligheden af kvindelige præster. Mange traditionsbundne kristen-religiøse har med stor nidkærhed opponeret stærkt imod indførelsen af kvindelige præster. Denne diskussion er totalt malplaceret, idet man ud fra Det Ny Testamentes lære snarere skulle spørge, om det er i overensstemmelse med Guds bud med "præster" i det hele taget! Sagen er den, at det kun var den gamle pagt med sin gudstjeneste-ordning for israelitterne krævede en særlig kaste af mellemmænd mellem Gud og mennesker.
Denne ordning har aldrig været gyldig for hedninger og den er ophævet i det ny testamente. I stedet er der indført et enkelt præste-system bestående af blot én evindelig, kongelig ypperstepræst på Melkizedeks vis: Den opstandne og herliggjorte Jesus. Direkte under ham tjener ét kongeligt præsteskab bestående af samtlige genfødte kristne. Disse betjener hinanden og et folk, som ikke selv har personlig adgang til Gud, nemlig alle de ugenfødte. Det er derfor meningsløst overhovedet at tale om særligt uddannede og ordinerede "præster" og dermed også om, hvorvidt denne ikke eksisterende tjeneste kan bestrides af mænd eller kvinder.
I det kongelige præsteskab er en vis arbejdsdeling baseret på funktion - ikke på nogen form for hierarki. Funktionerne er opbygget på de fem hovedtjenester samt talrige andre. Ingen er finere end de andre eller mere end de andre. Nogle er lidt mere iøjnefaldende og højttalende - men det giver ikke mere status hos Gud. Gud har i sin visdom ladet tjenesterne passe sammen med fingrene på hånden, hvilket hjælper os til at huske dem:
|
Tjeneste |
Finger |
Huskeregel |
|
Apostel (Udsending) |
Tommelfinger |
Lille stærk tæt fyr, der samarbejder med alle de andre |
|
Profet (Seer/Taler) |
Pegefinger |
Påpeger åndelige sandheder og meddeler Guds umiddelbare hensigter |
|
Evangelist (Glædesbudbringer) |
Langfinger |
Når længere ud end alle de andre fingre (forkynder til de ugenfødte) |
|
Hyrde (Pastor) |
Ringfinger |
Bærer ringen som tegn på sin troskab overfor flokken |
|
Lærer |
Lillefinger |
Er den eneste, der er spinkel nok til at nå ind i øret |
I denne tabel ser vi, at der ikke findes noget specielt embede som "præst" i det nye testamentes menighedsorden. Det nærmeste vi kan komme det er hyrden, som på latin kaldes "Pastor". Den ordinerede "præst" er altså helt ukendt i Det Nye Testamente. Det er en ganske ubibelsk ordinans og er en traditionel arv fra romerkirken, som igen arvede titlen fra de dæmoniske riter, som var gængse dengang den opstod.
Hivs jeg fortæller dig følgende: "Da jeg gik på gaden mødte jeg tre mænd, og den ene var kineser!", så slutter du deraf naturligt visse ting, alt efter, hvor du bor i verden. Lad os sige, at det er Danmark. Da vi næste dag går tur sammen og møder tre kinesere, siger jeg: "Der er de tre mænd, jeg mødte i går!"
Hertil kan du med rette indvende, jamen du sagde jo, at den ene var kineser!".
- "Ja, men det kan du vel heller ikke nægte, vel?"
- "Næh, men de to andre er jo også kinesere!"
- "Ja, men jeg har da heller aldrig sagt andet!"
Hertil vil du så indvende, at ganske vist har jeg ikke sagt, at de ikke var kinesere, men ved at nævne den ene og bemærke, at han var kineser, vil det være en naturlig slutning at drage, at så var de to andre det ikke. De kunne være hvide, indianere eller negre - men ikke kinesere.
På samme måde bør vi ikke kalde nogle særligt festligt klædte personer for præster, hvad enten de er kristne eller ej. Derved insinuerer vi jo, at de øvrige genfødte ikke er præster, og derved er forvirring komplet. Jesus citerer på et tidspunkt Esajas i følgende skriftsted: Herren siger: "Dette folk dyrker mig med munden og ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, og deres gudsfrygt er tillærte menneskebud; derfor vil jeg stadig behandle dette folk på underlig og sælsom måde, de vises visdom skal ødelægges, de kloges klogskab tilintetgøres." *
Lige siden Bibelen blev skrevet og siden Jesus vandrede på jorden, har det vrimlet med velmenende personer, som har ment, de kunne forbedre skriften eller blæse på den. De har opfundet nye og smarte metoder og regler (tillærte menneskebud), hvilket har gjort det nødvendigt for Gud at behandle dem og deres efterfølgere sælsomt. Men det er kun mennesker, som ikke i tro har taget imod det umiddelbare livssamfund med Frelseren. De, der påstår, at vi skal gøre nogle rituelle handlinger for at blive acceptable i Guds øjne. De, som i tro har tilegnet sig Guds Nådegave: Evigt liv, har ingen plads for den slags menneskeværk.
Vor indfødsret er i himlene. Vi er kommet til det Nye Jerusalem. Nej, I er kommet til Zions bjerg, til den levende Guds by, det himmelske Jerusalem, til tusinder af engle, en festforsamling og en menighed af førstefødte, som er indskrevet i himlene, og til en dommer, som er alles Gud, til deres ånder, som er retfærdige og har nået målet, til Jesus, den nye pagts formidler, og til det rensende blod, der taler stærkere end Abels. Se til, at I ikke beder jer fri for ham, der taler; *
Vi sætter ikke vor lid til fremkomsten af et retfærdigt demokratisk samfund. Vi er allerede borgere i et retfærdigt teokratisk samfund med den levende Gud. Dette samfund har for øjeblikket kun en usynlig diplomatisk repræsentation på jorden i skikkelse af den Salvedes Legeme - menigheden af genfødte. Men i Herrens time, vil dette rige blive synligt, sammen med den salvedes synlige genkomst. Da vil det antikristelige verdensrige, som sidste del af det humanistiske manifest lægger op til, smuldre væk.