I en ordbog, kan vi læse følgende definition:
Humanisme - En lære, holdning eller livsførelse, som er centreret om menneskelige interesser og værdier; specielt: en filosofi, som fastslår menneskets værdighed og værdi og dets evne til at realisere sig selv gennem fornuften og som regel forkaster det overnaturlige.
Siden midten af 1800-tallet har hovedparten af humanisterne frabedt sig at humanisme betegnes som en religion. Tidligere var det ikke noget problem; men når man talte om humanismen som en religion, blev det lidt for tydeligt, at den stod i et konkurrence- og modsætningsforhold til andre religioner og kristendommen. Ved at betegne den som en filosofi fik den et mere tilforladeligt skær. Filosofi betragtes nemlig som en form for videnskabelig tankevirksomhed, der søger at fastslå logikken i vor tankeverden. Med betegnelsen filosofi som dæknavn virker den mere neutral og mere overbevisende.
Neutral, fordi humanismen dermed ikke spiller med åbne kort og bekender sig som det, den er - nemlig en antikristelig religion, der dybest set står i diametral modsætning til kristendommen. Dette gør det vanskeligt for godtroende kristne at se faren.
Overbevisende, fordi humanismen derved får et skær af "objektivitet" og "videnskabelighed". Det giver den en force ved tilsyneladende at beskæftige sig med konkrete og håndgribelige fænomener i stedet for med usynlige og "uvirkelige" ting som de "religiøse" gør.
Da humanismen ideologisk set har "lånt" de fleste af sine positive tanker og idealer fra jødedommen og kristendommen, virker den for ved en overfladisk betragtning ganske kærlig og i værste fald harmløs. Dens idealer kan alle flinke og oprigtige mennesker sige ja og amen til. Umiddelbart ville man forvente, at to så ensartet udseende livsholdninger som humanisme og kristendom kunne leve i fredelig sameksistens med hinanden - ja måske endda hjælpe og supplere hinanden.
Men som vi skal se, er intet kompromis muligt. Enten vil den ene eller den anden sejre. Det er umuligt at blive stående med et ben i hver af disse lejre.
Humanismen stræber normalt at gøre klart, at den bygger på videnskabelig objektivitet i modsætning til de stakkels religiøse menneskers tro. Men, som vi skal se i det følgende, er det videnskabelige grundlag for humanismen langt fra så solidt som humanisterne selv tror.
Vi vil afsløre, at hele den humanistiske læres påståede videnskabelighed hviler på sandgrund - ja endog kviksand - og at det imponerende hus, som er bygget på dette grundlag aldrig vil kunne bestå, når stormen og floden kommer.
Vi behøver dog ikke at afvente dette store fald. Vi kan ved anvendelse af almindelig sund fornuft, logik og ægte videnskabelig metode konstatere, at den "videnskabelige" grundvold, som humanismen bygger på, er særdeles usikker. Den viser sig i langt højere grad at være en illusion end den tro, som den så nedladende spotter.
Det humanistiske manifest II fra 1973 er humanisternes foreløbig sidste forsøg på en samlet "tros-bekendelse". Det vil de naturligvis ikke selv kalde det, eftersom tro ikke har nogen værdi i deres øjne. Men det er nu alligevel interessant at konstatere, hvor mange gange ordet "tro" optræder i manifestets tekst.
Det er oversat til dansk af undertegnede, da jeg ikke var i stand til at finde frem til nogen anden oversættelse. Jeg har bestræbt mig på at oversætte det i humanismens "ånd", således at oversættelsen ikke er bevidst tendentiøs, hvilket man ellers kunne frygte, når oversætteren ikke er tilhænger af den.
Teksten kan læses i sin helhed i Appendiks A; men gennem bogens kapitler gennemgås de fleste dele af manifestet i lyset af den Guddommelig åbenbaring, som genfødte kristne har adgang til fra Bibelen gennem Helligåndens undervisning og fortolkning.
Manifestet er opdelt følgende dele og punkter (De fremhævede typer og tal er de originale overskrifter). Den korte indholdsfortegnelse, som her er gengivet kursiveret har undertegnede føjet til for oversigtens skyld:
Forord
Med første udfald mod Gud og Religion
Indledning
Fremtiden som kun kan reddes af humanismen
Religion
1. Forkastelse af åbenbaring, Gud, ritual, trosbekendelse
2. Forkastelse af frelse og evigt liv...
Etik
3. Situationsetik
4. Fornuft og Intelligens er bedre end tro og følelser
Individet
5. Det enkelt individs frie valg over al moral og religion
6. Alle former for seksualitet er tilladt
Demokratisk Samfund
7. Menneske-rettighederne er et krav
8. Deltager-demokrati på alle niveauer
9. Adskillelse af kirke og stat og ideologier og stat
10. Økonomisk velfærd er målet
11. Lige rettigheder for alle
Verdenssamfundet
12. Afskaffelse af nationale grænser
13. Afskaffelse af krig og vold
14. Samarbejde om økologien
15. Samarbejde om økonomi og udvikling
16. Teknologien som vigtig nøgle
17. Øget kommunikation og samfærdsel
Menneskeheden som helhed
Som så ofte gælder her ordsproget: frænde er frænde værst. Den humanistiske religion ser splinten i sin broders øje, men er ikke opmærksom på bjælken i sit eget øje. Den opererer med noget, som den opfatter som objektive videnskabelige sandheder, uden at gøre sig klart at objektivitet i høj grad afhænger af udgangspunktet.
Vi vil ud fra humanismens eget seneste manifest* betragte, hvad denne egentlig står for samt stille den op i modsætning til den sunde lære på nogle grundlæggende områder. Ganske vist omtaler humanisterne ordet tro ganske nedladende en halv snes gange, men sytten gange udtales ordet som udtryk for, hvad humanisterne og videnskaben tror. I alt otte gange forekommer udtrykket "Vi tror .." ordret i humanisternes mund. Så selv om de frabeder sig at kalde det en trosbekendelse, kan det vanskeligt betragtes som andet end humanismens seneste Credo.
I dette forløb, vil vi nøje gennemgå og ransage de humanistiske påstande kritisk; men dog samtidig søge at forstå baggrunden for de tanker, som huserer i humanisternes hoveder. Vi kommer således til at veksle mellem en vis forståelse og undskyldende forklaringer på de humanistiske vildfarelser og nogle undertiden lidt sarkastiske bemærkninger i relation til humanisternes selvglade og naivistiske opfattelse af sig selv som "videnskabelige" i modsætning til de mennesker, som de opfatter som håbløst gammeldags og "stakkels religiøse". Så må læserne tilgive mig, at jeg har svært ved at tage en sådan overdreven selvhøjtidelighed særligt alvorligt.
Bogen er skrevet med et optimistisk håb om, at den må blive læst af mennesker, som har en praktisk erfaring af sand kristendom. Hvis den for andre læsere derved virker en anelse for indforstået eller dunkel, er disse meget velkomne til at kontakte undertegnede eller andre kristne for at få lys over disse spørgsmål. Den ret kontante konfrontation mellem den radikale kristendoms lære og humanismens lære kan endog give udenforstående en fornemmelse af, hvor radikalt omvendt det kristne verdensbillede er i forhold til det humanistiske.
Kærlig hilsen
Carl Sukkot