Humanismen gør et stort nummer ud af sin urokkelige og blinde tro på videnskabernes uundgåelige fremskridt. Man lover flot, at humanismen foruden at forsyne mennesket med et sikkert eksistensgrundlag også vil kunne gøre os lykkelige i al fremtid.
Dette er verdens ældste vildfarelse. Adam og Eva hoppede lige fra starten på den samme limpind: At træet til kundskab om godt og ondt ville gøre dem til guder og dermed lykkelige og almægtige i en håndevending. Videnskaber og kundskaber alene kan imidlertid ikke gøre noget menneske lykkeligt:: Kundskab opblæser, men kærlighed opbygger.*
Da både videnskab og evolution er meget højt værdsat af humanisterne, er det nødvendigt til at definere og undersøge, hvad disse to begreber egentlig indebærer. Vi vil måske noget overraskende for mange opdage, at de har en forbløffende spinkel berøringsflade.
En ægte videnskabelig iagttagelse består i opdagelse og beskrivelse af lovmæssigheder og egenskaber ved naturen, som lader sig eksperimentelt eftervise.
Der er naturligvis forskellige definitioner på, hvad man forstår ved videnskab, men en af de tydeligste er den, som gælder for de eksakte videnskaber og naturvidenskaberne - fysik, kemi og matematik, hvor man eksempelvis kan opstille følgende love:
Fysik: Vand som opvarmes koger ved en bestemt temperatur, afhængigt af trykket i omgivelserne (1 atmosfæres tryk svarer til100°C)
Kemi: Syre + Base <-> Salt + Vand
Matematik: For en retvinklet trekant gælder det i den euklidiske geometri, at hypotenusens kvadrat er lig med summen af kateternes kvadrater (a²+ b² = c²)
Samtlige disse love starter deres "karriere" som teorier eller teoremer. Først når talrige eksperimenter og målinger udført af mange forskellige forskere har bevist rigtigheden af dem, kan de godkendes som "videnskab". Ofte opkaldes disse love efter den videnskabsmand, som har fremsat dem og ført bevis for dem for eksempel Pythagoras læresætning nævnt ovenfor eller Avogadros Lov etc.
Hvis andre forskere på andre steder ikke får nøjagtigt de samme resultater gentagne gange, vil man normalt kassere en sådan teori og kalde den en uvidenskabelig påstand.
Det er altså ikke tilstrækkeligt, at en begivenhed er sket en eller flere gange i troværdige vidners påsyn. I så fald ville forskellige mirakler jo kunne klassificeres som videnskabelige iagttagelser. Det kræves ydermere, at det skal være muligt under kontrollerede forhold at gennemføre en række eksperimenter, som alle påviser, at den påståede videnskabelige iagttagelse stadig er gyldig.
Et nutidigt eksempel på dette er "opdagelsen" af kold fusion, som blev vidt og bredt sensationelt annonceret i begyndelsen af 1990'erne.
Forskerne har i adskillige år været klar over, at der er to slags kræfter i atomet - den ene stærkere end den anden. Den første type er den, som kommer til udfoldelse i Atom-bomben, nemlig fissions-energi*, mens den anden er den, der udnyttes i brint-bomben, hvor en primær atombombe ved hjælp af spaltnings-energi skaber så megen varme, at brintatomerne kan fusionere*, hvorved en endnu større energi udvikles. Desværre er disse kræfter jo ret utæmmede og destruktive. Den atomkraft, som man hidtil kun har kunnet benytte sig af til fredelige formål i atomkraftværker er den energi som opstår når atomspaltning * optræder som en kontrolleret kædereaktion. Der frigøres en hel del energi, men samtidigt udvikles der en mængde farligt radioaktivt affald.
De energimængder, som frigøres ved fusion er både meget renere og større. Det har hidtil kun * kunnet lade sig gøre i meget lille målestok i store atom-acceleratorer, hvor man tilfører uhyrlige energimængder, men det har ikke været rentabelt at udnytte denne energi.
Nogle oprigtige forskere på et amerikansk universitet lavede en forsøgsopstilling, hvor de søgte at gennemføre "kold fusion" i et vandigt miljø. Deres måleinstrumenter viste nogle graders temperaturstigning, hvoraf de sluttede, at der måtte være sket en sådan kold fusion.
De fremsatte derfor en teori om, at det nu var muligt at udnytte energien fra fusion under de forhold, som de havde opstillet. Deres teori hvilede på og blev "bevist" af, at de kunne måle en temperaturstigning i væsken. Derved blev de med ét slag verdensberømte.
Desværre måtte man konstatere, at når andre forskere verden over eftergjorde deres eksperiment, fik de ikke den forventede temperaturstigning. Da eksperimentet ikke kunne gentages af andre, var resultaterne dermed ikke længere at regne som videnskab. At de oprindelige forskere var i god tro og at der faktisk skete en varmeforøgelse i suppen under deres forsøg, gjorde ikke sagen til videnskab.
Det viste sig senere da andre forskere foretog en mere nøje gennemgang af forsøgs-opstillingen, at varmestigningen hidrørte fra nogle forhold, som "opfinderne" havde overset. Dermed var de stakkels videnskabsmænd ikke længere verdensberømte, men til grin for hele verden.
Vi ser altså, at betingelsen for, at en betragtning kan kaldes videnskabelig, er, at den lader sig eftervise af andre på andre tider og steder. Det er ikke tilstrækkeligt, at det er lykkedes et antal gange på en bestemt tider og steder. Lovmæssigheden skal kunne eftervises når som helst og hvor som helst af hvem som helst - ellers holder den ikke prøve som en videnskabelig iagttagelse.
Alle former for videnskab, som holder sig indenfor disse krav til efterviselighed, virker bekræftende på teorien om en intelligent skaber-gud.
Lad os tage et enkelt veletableret eksempel på en videnskabelig grundlov: Termodynamikkens 2. hovedlov, som siger at et fysisk system, som ikke tilføres information eller energi udefra, stræber mod størst mulig entropi*.
For at tage et enkelt eksempel, så lad os udføre et lille eksperiment, som enhver kan lave i sit køkken:
Vi hælder kogende vand i et ildfast glas elle krus. Dernæst slipper vi et stykke sukker, en isterning og en blækdråbe ned i det. I et kort øjeblik har vi fire adskilte faser i glasset: Vand, Isterning og blækdråbe i toppen og Sukkerstykke i bunden. Men inden længe, vil sukkeret gå i opløsning, isterningen smelte og blækdråben fordele sig i hele glasset. Vi får altså ret hurtig et homogent* system bestående af lyseblåt lunkent sukkervand. Der er nu kun en fase, idet der automatisk sker en total sammenblanding af de fire faser, der var til stede fra starten.
Dette er et enkelt eksperiment, som beviser eller i hvert fald underbygger entropi-loven, idet det sidste system har den størst mulige entropi.
Nu kan vi jo stille spørgsmålet: Hvor længe skal man vente, inden man kan iagttage fremkomsten af to eller flere forskellige faser igen? Man behøver næppe at være universitets-uddannet for at få en klar opfattelse af, at uden særlige indgreb udefra vil dette aldrig ske. Entropi-loven forhindrer, at vi efter nogle dage eller år igen ser en isterning, et stykke sukker og en blækdråbe i noget kogende vand. Det kan lade sig gøre ved hjælp af en masse apparater og målbevidst arbejde gennem længere tid, men det vil blive en dyr affære.
Vi ser her, at naturlovene som regel er så enkle og indlysende, at de fleste mennesker intuitivt vil have indset dem og benyttet sig af dem. De færreste mennesker behøver at kende denne nøjagtige naturlov fra en lærebog for at kunne regne ud, hvad den vil resultere i. Sand videnskab må være upartisk og må ikke forudsætte noget - man må altså ikke have særlige ønsker eller formål.
Det giver god mening at tale om konkret viden eller videnskab, idet vi dog må gøre os klart, at al viden har visse forudsætninger. De forhold, som menes forudsat, kalder man med et latinsk udtryk for a priori*
Det er specielt på dette område, at vi må være forsigtige med, hvad vi tager for at være på forhånd givet. Da de fleste a priori forudsætninger er så helt indlysende, undlader man ofte at nævne dem. Det ville også blive trættende, hvis man skulle høre de samme enkle og indlysende forudsætninger, hver gang vi ville fremsætte et udsagn.
Visse a priori forudsætninger er dog ikke så logiske, som vi kunne ønske os, og de kan meget vel komme til at stride imod den videnskabelige retfærdighed.
En rimelig a priori antagelse, som må anvendes ved de fleste eksperimenter kunne være: "under forudsætning af, at hverken Gud eller andre overnaturlige kræfter griber ind i sagen", så vil vand + sten blive til 'vand med en forsvindende mængde kaliumaluminiumsilikat + sten'.
Nødvendigheden af denne forudsætning ser vi ved brylluppet i Kanaan, hvor flere hundrede liter vand imod al videnskabelig forventning blev forvandlet til den fineste årgangsvin ved at blive hældt op i nogle stenkar. Forskellen var den, at det skete på Jesu befaling, og derfor blev resultatet helt uvidenskabeligt og endda imod almindelig bordskik.
Et andet eksempel er et, som inkluderer nogle ganske almindelige fysiske grundlove, nemlig tyngdekraften og væskers overfladespænding samt loven om, at et legeme nedsænket i en væske mister lige så meget i vægt som vægten af den fortrængte væskemængde. Disse love medfører, at et legeme med større massefylde end vand, hvis de anbringes på en vandoverflade vil gennembryde overfladespændingen og gå til bunds i vandet. Men, hvis vi ikke har taget højde for det overnaturlige, kan vi ikke være sikre på resultatet. Jesus kommer jo let og elegant vandrende overfladen af Galilæa sø.
Når vi har med almindelige videnskabelige og kontrollerbare forsøg er der altså ikke urimelig at have en a priori sætning, der siger: Under forudsætning af at det kun er de kendte naturlove, der medvirker ved forsøget, kan vi forudsige, at
syre + base -> salt + vand.
Hvis vi anvender samme a priori betingelser overfor påstande, som ikke lader sig eftervise eksperimentelt, kommer vi derimod ud på et alvorligt sidespor, som ender blindt.
Humanismen gør sig gerne til af at være strengt videnskabeligt baseret - i påstået modsætning til alle, hvis verdensopfattelse indebærer eksistensen af en Gud.
Derfor er dens stående a priori antagelse: "Der er ingen Gud!" Alt, hvad der sker i verden skal nødvendigvis have en forklaring, som ikke kræver guds eksistens.
Men denne holdning er i sig selv totalt uvidenskabelig. Hvis man ønsker at være videnskabeligt retfærdig må man jo ikke forudsætte noget eller på forhånd udelukke noget som helst. Det er altså nøjagtigt lige så uvidenskabeligt på forhånd at antage at Gud ikke findes, som at antage eksistensen af en sådan.
Allerede ved at starte med en så totalt uvidenskabeligt a priori antagelse, har humanismen savet den "videnskabelige" gren over, som den selv sidder på.
En sådan forudindtagethed giver hele den efterfølgende logik en vældig slagside. På overfladen synes man at kunne bekræfte, at der ingen Gud er; men dette er kun en naturlig følge af, at denne antagelse ligger skjult til grund for hele systemet.
Selv en så neutral videnskab som matematikken ligger under for de samme principper. I matematikken kan man i højere grad selv vælge, hvilke grund-antagelser, man ønsker at antage. Da man gerne skulle kunne anvende matematikken til noget praktisk, er det dog praktisk nødvendigt at vælge et udgangspunkt, som har forbindelse med den virkelige verden.
Hvis vi opbygger en meget enkel heltalslogik med kun addition som regneart og fra starten vedtager, at 1+1=2, kan vi bygge et stort matematisk system, som bliver vanskeligt at gennemskue. Hvis vi nu på et tidspunkt et sted længere ude i det logiske system gør prøve konstaterer vi, at 1+1 pudsigt nok giver 2. Det beviser da blot at den logik, som er anvendt til at udvikle den matematiske tankegang, er holdbar rent logisk. Det beviser ikke noget som helst om, hvorvidt 1+1 rent faktisk objektivt er 2 - det var jo blot det, vi selv havde vedtaget fra starten.
På samme måde med den humanistiske logik. Man antager først som grundsætning, at der ikke er nogen Gud. Men en så "indlysende" grundsætning behøver man jo nok slet ikke at bemærke.
Dernæst udtænker og beregner man på dette skjulte grundlag sammen med andre antagelser et stort filosofisk og logisk korrekt system. Hvis man "gør prøve" på et senere tidspunkt, vil man naturligvis få resultatet: "Der er ingen Gud" som en helt logisk konsekvens af det valgte udgangspunkt. Javist! Men dette beviser udelukkende, at logikkens regler er overholdt undervejs. Det gør hverken fra eller til i spørgsmålet om, hvorvidt Gud faktisk eksisterer eller ej!
Men den ukyndige kan blive meget imponeret over, at man faktisk dermed "har bevist", at Gud ikke findes.
I det følgende skal vi se, hvorledes denne fremgangsmåde fører til et misvisende og pseudovidenskabeligt resultat.
I gamle dage havde man en idé om, at hvis der var en bunke af skrald og affald med mere, så "opstod" der rotter og andre skadedyr. Ligesådan opstod mug og gær tilsyneladende af sig selv på gammel mad og lignende. Det var ikke en fremmed tanke, at "liv" kunne opstå spontant. Louis Pasteur påviste imidlertid, at liv umuligt kan opstå spontant på basis af livløse stoffer. Han anbragte næringsstoffer i hermetisk lukkede kolber og opvarmede dem, så de blev "pasteuriserede" - altså så alle mikrober og kim af liv blev ødelagt. I den slags kolber "opstod" der ingen mug eller bakterier. Hermed havde han bevist, at levende organismer kun kan udvikle sig fra levende organismer.
Vi skal se, at man utroligt nok ved lidt behændigheds-kunster kan få nutidige mennesker til at hoppe på den middelalderlige limpind, at liv kan opstå spontant af døde materialer. Det er denne middelalderlige og antikke opfattelse, som er en af humanismens allervigtigste hovedhjørnestene.
Humanismens Hovedhjørnesten - Evolutionens "faste" grundvold.
Humanismen roser sig gerne af at være totalt frigjort fra enhver form for "tro". Den baserer hele sin indsigt på "viden" og videnskab. Den udviser en blind tro på, at et eller andet uhåndgribeligt princip fører os fremad og opad. Nogle virkeligt vanskelige problemer at komme uden om er spørgsmålene om livets og universets oprindelse.
For en person, som personligt kender den almægtige Gud, er dette ikke noget stort problem. Men, hvis man skal følge humanismens krampagtige a priori antagelse om, at der for enhver pris ikke må være en skaber eller Gud, som er hævet over den synlige verden, så kommer man uvægerligt på glatis.
Ved iagttagelse af de fænomener, som udspiller sig på jorden og de elektromagnetiske bølgekilder, vi kan iagttage på himmelhvælvingen (hvoraf en del er synlige for det blotte øje i form af stjerner), kan man danne sig visse ideer eller teorier om, hvad der kan have forårsaget dem eller forårsager dem.
Hvorfor skal de nødvendigvis have en årsag spørger man måske? Jo, en af de elementære naturlove siger:
Til enhver aktion hører en lige så stor og modsat rettet reaktion.
Det er loven om årsag og virkning. Når man udelukker Guds indgriben, må man også udelukke enhver senere indgriben i tingenes tilstand og udfoldelse ifølge naturlovene. Det er et almindeligt humanistisk princip, at alting har en årsag. Det er også et universelt guddommeligt princip, men humanisten føjer hertil, at denne årsag med vold og magt skal findes i den synlige og fysiske verden.
Da humanisten forkaster mirakler og anden indgriben fra den usynlige verden, søger han snævert at forklare alt, hvad der er sket, sker og vil ske ud fra de naturlove, han har indsigt i nu.
Sagt på an anden måde forlanges det, at alt, hvad findes af fortidslevninger skal kunne forklares ud fra processer, som finder sted i nutiden. Denne stædige klyngen sig til uniformitets-dogmet giver undertiden nogle ret komiske resultater.
Når vi måler på de forskellige lys- og strålings-fænomener, som himmelhvælvingen myldrer med, kan vi gøre os tanker om, hvad der har betinget disse lys-fænomener. Når man absolut skal forklare det ukendte ud fra det velkendte, så kommer man tit på en vanskelige opgave.
Den nærmeste strålingskilde for vort vedkommende er solen. Den er tilsyneladende en enorm kugle af ild, som udsender en stråling, der formodes at opstå som følge af radioaktive fusions-processer i solens indre. Den er med andre ord en enorm fusions-reaktor. Den udsender stråler af mange forskellige frekvenser og lys af samtlige farver. Alle farverne tilsammen danner det hvide klare sollys, som vi kender. Hvis vi betragter den som en kugle roterer den om sin egen akse på godt 28 dage - dog således at de midterste partier har en anden hastighed, end partierne ved polerne, så det må altså være en noget løst opbygget kugle.
I mangel af bedre viden gætter astronomerne nu på, at de andre strålingskilder, som kan observeres på himmelhvælvingen er af samme art som solen. Hvis de er det, må de være gevaldigt langt væk. Desuden varierer de i grundfrekvens og styrke. I det samlede billede, ser det ud som om, der er millioner af sole, hvoraf en væsentlig del er på vej bort fra os og fra hinanden. Denne tanke opstår, hvis man forklarer nogle frekvens-forskelle ved hjælp af Doppler effekten, som opstår, når en bølgekilde bevæger sig i forhold til iagttageren. Ved kombination af de kendte naturlove, kommer man frem til et verdensbillede, som virker temmelig kaotisk og meningsløst. I virkeligheden ligger himmelhvælvingen umiddelbart alt for langt borte til, at man kan måle på den. Det vil sige, at al viden om de målelige lysfænomener er og bliver de rene gisninger. Hvis himmelhvælvingen var af glas og de forskellige lysfænomener på den blev frembragt af en hær af små engle og nisser med hver sin lygte, ville resultatet blive det samme set fra jorden, idet mennesket i sit hovmod påberåber sig kundskab om alt.
Men hvis vi godkender tanken om, at universet virkeligt er så stort - noget nær uendeligt; samt at alle disse sole er hastigt på vej bort fra hinanden, så kan man jo slutte sig til, at de engang må være kommet fra det samme sted. Går vi baglæns i historien, komme vi til et tidspunkt, hvor hele universet var samlet i et punkt på størrelse med et lille punktum. Dette punkt eksploderede efter sigende så, hvorved vort nuværende ekspanderende univers opstod. Hvor punktummet kom fra og, hvad der fik det til at eksplodere melder historien ikke noget om. Det vrimler med mere eller mindre intelligent gisninger om, hvordan og hvornår dette ekspanderende univers "startede", men det har mere med religion og filosofi at gøre end med eksakt videnskab.
Man forestiller sig så, vort solsystem er blevet til af en sammenklumpet sky af radioaktivt stjernestøv ved hjælp af en hel masse tilfældige rotationer m.m. Det er igen tale om gisninger og disse processer ville kræve millioner og atter millioner af år. Ingen af disse random-mekanistiske teorier forklarer dog nogle helt enkle forhold i vort solsystem. Som for eksempel:
1. Hvorfor er solens og månens vinkeldiameter * "tilfældigvis" næsten identisk - så månen temmelig nøjagtigt dækker solen ved en solformørkelse?
2. Hvorfor vender månen altid omhyggeligt ansigtet ned mod jorden?
3. Hvorfor er månens faser og solens omdrejningstid så ens (28-29 døgn)?
4. Hvis månen er så gammel, hvorfor er der så kun et ganske tyndt støvlag på den?
5. Hvorfor er planeterne så forskellige?
Disse og mange andre spørgsmål savner en forklaring ud fra de gængse humanistiske modeller. Når vi ved, at Gud har skabt universet, er det ikke så sært, at der er orden og sammenhæng i tingene. Det kan være svært for os at udgrunde den dybere mening i forholdene, men uden tvivl er de således med velberåd hu. En dag vil vi kunne få svarene på alle disse gåder - men det kræver nok at vi kommer i en situation, hvor vi kan spørge Skaberen selv.
Vi må også gøre os klart, at de modeller, vi opstiller for at fatte om virkeligheden, til stadighed forbliver just, hvad de er: nemlig modeller. Mange mennesker tager fejl og tror at en god model er identisk med virkeligheden. De store videnskabsmænd ved, at det, de beskriver ganske vist er virkeligheden; men uanset, hvor udførlig og korrekt en model, de opstiller, vil den aldrig blive identisk med virkeligheden.
Det udtalte for eksempel Johannes Kepler om sin model af solsystemet. Han sagde: Jeg gør mig ingen forestilling om, at virkeligheden er som den model, jeg har opstillet. Men modellen har værdi, fordi den på en enkel måde sætter os i stand til at forudsige planeternes indviklede baner på himmelen langt ud i fremtiden. Modellen viste sin værdi ved, at astronomerne i de næste århundreder fandt planeterne nøjagtigt, hvor man kunne beregne sig til det ved hjælp af modellen. Hvis virkeligheden ikke kunne eftervise, hvad den videnskabelige model påstod, måtte man kassere modellen. Newton tilføjede senere Kepler's model en lille forbedring i form af elliptiske baner m.m., som gjorde modellen endnu mere nøjagtig og forklarede de små unøjagtigheder, som man målte ud fra Kepler's model.
Med evolutionstankerne skal vi se, at det er helt modsat. Hvis de faktiske forhold ikke svarer til evolutionsteoriens forudsigelser, så kasserer man virkeligheden i stedet for at kassere modellen.
Men dette var kun "evolutionen" af det "døde" univers. De ting, som sker der, kunne forklares ved forholdsvis enkle fysiske love, hvis og hvis og hvis og hvis og hvis og hvis.......
Det næste spring er langt større end afstanden mellem universets yderste grænser. Springet fra dødt stof til liv. Vi ved, at livet udfolder sig på basis af de samme grundstoffer, som findes i livløse former i verden. Men den informationsmængde, der ligger i den allersimpleste levende organisme i forhold til det mest indviklede døde molekyle, er så svimlende, at vi næppe kan forestille os det.
På trods af disse fakta er det lykkedes de gudløse at dupere verden med blatante påstande om, at videnskaben har bevist, at en udvikling fra dødt kaos til levende orden har fundet sted. Dette har desværre fået mange kristne til at tie og alt for mange er af mangel på konkret viden hoppet på galejen. Der er en lang række kompromiser, som mildner modsætningen mellem humanistisk evolution og bibelsk skabelse. Men alle disse kompromiser er ganske unødvendige og en skændsel for kristenheden.
Der er intet videnskabeligt belæg for, at evolution nogen sinde har fundet sted! Vi behøver derfor slet ikke disse ydmyge kompromiser. Den bibelske skabelses-beretning er fuldt ud lige så (lidt) videnskabelig som de gudløse oprindelses-dogmer.
Vi skal blot nævne nogle enkelte af disse, som kan inddeles i 2 hovedkategorier:
For at lefle for "videnskaben"s løgnagtige påstande om, at evolutionen er bevist, forsøger man ved at føje noget til skriften (eller påstå, at noget mangler) at bevise, at Gud har fusket med andre skabelser før. Tanken er den, at det skulle kunne forklare de fossiler, som påstås at danne basis for evolutionisternes bevis. Den hviler på en søgt udlægning af 1.Mos. 1.2 i stedet for Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene påstår man, der burde stå blev øde og tom. I dette hul kan man så efter behag anbringe lige så mange verdener med tilhørende ragnarok, som man har lyst til.
Mit problem med denne teori er: Hvis der kan være sket så meget mellem vers 1 og 2, hvad kan der så ikke være udeladt mellem vers 2 og 3, 3 og 4 og så videre. Det giver os en ret upålidelig Bibel. Teorien kaldes "Gap"-teorien på engelsk. Jeg kalder den Hul-i-hovedet-teorien.
En anden forklaring strikker nogle vers sammen om at en dag er for Herren som tusinde år. Dermed giver man Herren tusind år for hver skabelsesdag. Han er sikkert rørt over tanken, men Han har ikke brug for det. Det er nemlig nøjagtigt lige så umuligt at skabe verden på 7000 år, som det er på 7 dage; så for Ham gør det ingen forskel.
De to teorier optræder i forskellige variationer og kombinationer, som gør vrængbilledet mere nuanceret. Der er bare slet ikke brug for en eneste af disse søgte forklaringer; de tjener kun til forvirring.
Begge hovedgrupper har den alvorlige fejl, at de tegner et billede af en Gud, der enten har svært ved at udtrykke sig utvetydigt skriftligt, eller også er noget af en fusker, der har siddet med et hav af mislykkede eksperimenter før det nuværende (Man gør i så fald logisk set klogt i at forvente, at også det nuværende eksperiment kan gå i vasken når som helst). Selve grundtanken i evolutionens påståede "mekanismer" er så ubarmhjertig mod de svage, at det er helt i modstrid med Guds øvrige principper. Man har svært ved at se, hvad en almægtig og kærlig Gud skal bruge den slags til.
Vi må huske at den skønne verden vi lever i, ikke er identisk med den som Gud skabte. Vi ser på en falden verden, som er hærget og ødelagt af syndens eftervirkninger. Når dette hærgede billede er så fantastisk smukt, hvor vidunderligt må så ikke det ufordærvede være?
Nej, den sande og levende Gud, Israels Gud, er almægtig, alvis, evig og barmhjertig. Jeg glæder mig personligt over, at Gud ved sin Hellige Ånd har åbenbaret for mig, at Skriften er fuldt ud pålidelig - og, hvis ikke du har den åbenbaring, skulle du bede om at få den. Den er nemlig ganske central for livet med Gud.
Men hvis du altså er en genfødt kristen, så lad dig aldrig mere intimidere af fupmagerne til at bøje knæ for Ba'al. Det er der intet videnskabeligt belæg for at gøre!
Der er en eneste enkel grund til, at det videnskabelige makværk, som markedsføres under betegnelsen "evolutions-teorien" har vundet en sådan udbredelse. Nemlig, at det er den eneste, der tilsyneladende kan "undvære" en skabende Gud. Dette er også hovedårsagen til, at humanisterne tilbeder den og klynger sig til den.
Nedenfor to citater fra manifestet, som viser, at humanisterne betragter den uvidenskabelige evolutions-teori som et videnskabeligt faktum og et uimodsigeligt dogme.
Ved viselig anvendelse af teknologien kan vi styre vore omgivelser, besejre fattigdommen, markant reducere sygdommene, forlænge vor levetid, markant ændre vor adfærd, ændre forløbet af den menneskelige evolution og den kulturelle udvikling, udløse vældige ny kræfter og udstyre menneskeheden med en hidtil uset mulighed for at opnå et overstrømmende og meningsfuldt liv.*
Videnskaben bekræfter tvært imod, at menneske-arten er opstået ud af naturlige evolutionære kræfter. *
Specielt den sidste påstand må siges at være en udtalelse, som helt og holdent udspringer af tro. Vi kan så håbe, at humanisterne har været i god tro. Men det gør jo ikke påstanden mere sand.
Specielt den sidste påstand er voldsomt overdrevet. Da Charles Darwin i 1859 gen-lancerede den urgamle påstand om evolutionen, var det ud fra et særdeles mangelfuldt materiale. Hans ideer var i øvrigt hverken specielt nye eller epokegørende. Den græske filosof Thales fra Milet * havde allerede i sin tid fremlagt ideen om en fremadskridende udvikling fra enkle til mere indviklede former på en ganske klar måde. Evolutionstankerne blev videreført af Platon og hans elev Aristoteles. De gik i arv lige til Charles' bedstefar Erasmus Darwin*. Han var en kendt læge i England. Charles Darwin stjal med arme og ben fra både sin bedstefars og adskillige andre videnskabsmænds værker og tanker. Han gav ikke andre end sig selv nogen særlig ære for disse tanker, men lod som om, han var kommet frem til disse tanker helt ved egen hjælp.
Han fik anledning til at deltage på ekspeditionsskibet "Beagle"s videnskabelige ekspedition, og selv om han helt ubetvivleligt havde læst teorierne i sin bedstefars og andre videnskabsmænds bøger, lod han som om tanken var kommet til ham direkte.
Darwin lancerede specielt tanken om udvikling gennem naturlig udvælgelse - også kendt som "The survival of the fittest" - de bedst egnede overlever. Han indrømmede selv, at hans "bevis"-materiale var meget mangelfuldt, idet man "endnu" ikke havde fundet de mange mellemformer mellem de forskellige dyrearter, som nødvendigvis måtte findes, hvis arternes gradvise udvikling over tusinder og atter tusinder af nu uddøde mellemformer virkelig havde fundet sted. Men det ville senere udgravninger uden tvivl bringe for dagen.
Nu efter mere end 140 år af de mest vidtrækkende og omhyggelige geologiske udforskninger af hver eneste verdensdel og havbund er billedet noget mere detaljeret og komplet, end det var i 1859. Man har opdage dannelser, som indeholder hundredvis af milliarder af forsteninger og vore museer er nu fyldt med over 100 millioner fossiler af 250.000 forskellige arter. Med en så enorm mængde af hårde videnskabelige facts burde det ikke være vanskeligt at påvise om Darwin var på rette spor.
Hvilket billede har så disse mange fossiler givet os? Afslører de en stadig fremadskridende udvikling, som forbinder alle nulevende organismer med en fælles forfader? For hver eneste geologisk dannelse, der er blevet udforsket og for hvert eneste fossil, der er blevet klassificeret, er det blevet mere og mere indlysende, at disse, de eneste direkte videnskabelige vidnesbyrd om livets historie, stadig ikke giver det mindste vidnesbyrd om det, som Darwin så brændende længtes efter. Kløfterne mellem organismernes hovedgrupper er vokset større og mere uimodsigelige. Man kan ikke længere ignorere dem eller bortforklare dem med henvisninger til at vi ikke har tilstrækkeligt mange fossiler. *
Når humanisterne derfor erklærer, at videnskaben har bevist evolutions-dogmet, er de meget langt fra en objektiv videnskabelig sandhed. De kunne med lige så stor ret erklære, at videnskaben har bevist, at månen er en grønskimmelost.
Vi må dog gøre os klart, at i alle disse gisninger er der ikke et gran af videnskabeligt bevis. Af gode grunde er der ingen iagttagelser, som kan berette, om det virkeligt gik sådan til. Og selv om der var, ville det ikke blive videnskabeligt korrekt af den grund. Betingelsen er jo ikke blot at nogle få har set ting ske en gang, men at man kan gentage forsøg, som påviser, at det stadig forholder sig sådan. Men ingen har set det ske, og ingen kan gentage eksperimenter, som beviser, at det lader sig gøre på den måde.
Men selv om vi skulle godtage den noget hullede forklaring på det døde fysiske univers' opståen af intet eller noget, står vi tilbage med en endnu større hurdle, nemlig: Hvordan kan liv opstå af døde stoffer?
Louis Pasteur beviste for sin samtid, at liv ikke opstår spontant i et livløst miljø - uanset hvor mange lækkerier, der er til stede. Hans forseglede krukker udviklede ikke mug eller andet levende så længe de var tilsmeltede. Jamen, hvordan skal vi dog så forklare livets mysterium? - når vi vel at mærke har forbud mod at operere med en skaber-Gud!
Som allerede tidligere påvist er selve dette forbud i strid med det sunde videnskabelige princip om ikke at være forudindtaget. Derved mister alle efterfølgende argumenter deres videnskabelige karakter; men lad os alligevel gå med på legen og se, om det så kan lade sig gøre.
Vi glemmer den uvidenskabelige a priori antagelse, at Gud ikke findes og ikke må bruges som forklaring på noget.
De allersimpleste levende organismer er milliarder af gange mere komplicerede end de mest indviklede "døde" stoffer. Livets "byggesten" er kombinationer af de ganske samme almindelige grundstoffer, som udgør vort mineralske, livløse univers.
Men i de biologiske sammenhænge er der en ufattelig kompliceret opbygning i så sindrige kombinationer, at det er rent ufatteligt. Nu ville humanisterne gerne have os til at tro, at evolutionsdogmet er et videnskabeligt faktum. Tanken er indført så bastant på alle niveauer af vort uddannelses-system, at de allerfleste, selv genfødte kristne, er hjernevaskede til at tro, at vi har med et videnskabeligt faktum at gøre. Intet kunne være mere forkert.
Tanken om evolution er ikke noget moderne videnskabeligt fænomen, som specielt hører den humanistiske religion til. Den går som en rød tråd igennem de fleste andre religioner enten i skikkelse af reinkarnation (som er evolutions-lære på sjæle-plan) eller i for af tilblivelseslæren, som ingen religioner rigtigt kan komme uden om.
Den klassiske græske teologi om den fysiske verdens tilblivelse er så at sige identisk med den Darwinistiske evolutions-tankegang. Her taler man om at der oprindelige var en Gud, som hed Chaos (Χαος = ur-suppe-guden) og en anden gud, der hed Κronos (Κρονος tids-guden). Verdens tilblivelse tilskrives så, at tidsguden Chronos rørte rundt i ursuppen. Det er den samme ammestue-historie, som humanismen ønsker, at vi skal tro på.
I begyndelsen var Chaos og frem af dette stod med tiden visse molekyl-kombinationer, der var så indviklede, at de kunne reproducere sig selv. Denne religion tillader man sig så at kalde videnskab! Som vi tidligere har set, er det ikke tilstrækkeligt, at et mindre antal mennesker har eller mener at have iagttaget et bestemt fænomen. Selv flere troværdige vidner til en eller flere begivenheder kan ikke ændre den fra at være en hændelse og til at være en videnskabelig iagttagelse. Med mindre andre kan reproducere hændelsen med nogen sikkerhed, kan den ikke betegnes som andet end en interessant hændelse.
Det helt ironiske ved evolutions-teorien er, at intet nulevende eller afdødt menneske nogen sinde har set ét eneste konkret eksempel på, at liv opstod af livløst materiale! På alle andre områder kræver man ellers uniformitets-teorien overholdt - nemlig at det fortidige skal kunne forklares på basis af det nuværende. Men den lille detalje, at spontan opståelse af liv aldrig er iagttaget noget sted, giver pludselig evolutionisterne en rundhåndet dispensation fra deres ellers ufravigelige krav om overholdelse af uniformitets-princippet. For at "sandsynliggøre" det umulige påstår man sig nu at have en nærmest overnaturlig "viden" om havets og atmosfærens tilstand i jordens tidligste tid. Selv om enkelte personer skulle have iagttaget et eksempel på at liv opstod af uorganiske stoffer, ville det stadig ikke være videnskab. Vi må igen forlange, at enhver, som har lyst skal kunne gentage eksperimentet.
Man mener at "vide", at jorden i en tidligere fase var dækket af et hav, der bestod af en suppe, som var en blanding af svovl og vand m.m. Desuden påstår man, at det lynede voldsomt dag og nat i adskillige årtusinder. Det skulle være under disse forhold, at de første primitive aminosyrer skulle være dukket op.
Hele ønsket om det angivne miljø udspringer af det eksperiment, som man har udført, og som betragtes som "bevis" for, at "organiske" forbindelser kan opstå af uorganiske.
Hvis man anbringer en bestemt svovlsyresuppe i en kolbe med indsmeltede elektroder, kan man efter længere tids bombardement af denne suppe isolere nogle kemiske forbindelser, som har en vis lighed med stumperne af de DNA-molekyler, som er karakteristiske for levende væseners genetiske struktur. "Hurra!" råber vore håbefulde humanistiske evolutionister: "Der kan i se beviset!"
Desværre glemmer de et par ganske væsentlige ting omkring dette eksperiment:
Betingelsen for, at man kan opsamle disse forbindelser er, at man sørger for bevidst at lirke dem ud af suppen. De selv samme lyn, som lynede de ønskede forbindelser sammen, vil nemlig i næste omgang lyne dem fra hinanden igen - med mindre en venlig sjæl sørger for at fiske dem ud af lynsuppen. Men efter evolutionsteoriens egne præmisser, var der ikke én venlig sjæl på jorden i dette uhyggelige inferno, som mere end noget andet ligner selveste Helvede.
Hvis jorden nogen sinde har haft et så forfærdelig miljø (hvilket der ikke er andet, der tyder på, end ønsket om at kunne lyne nogle aminosyrer sammen) og skulle nogen sinde nogle enkelte af disse molekyle-stumper have fået lykke til at gemme sig i en krog udenfor lynenes rækkevidde, så er springet op til den allerenkleste levende celle stadig alt, alt for stort.
Det svarer til, at der ganske vist er kortere til månen, hvis vi står på en telefonbog, end hvis vi står direkte på jorden; men det er ikke væsentligt lettere at springe til månen med samlede ben fra telefonbogen end fra jorden.
Der er flere andre fantasifulde forklaringer, som påstås at "bevise", at evolutionen er et videnskabeligt faktum. Men bortset fra de mange direkte forfalskninger, er der i de håbefulde søforklaringer altid nogle væsentlige logiske fejl, som man har overset - måske ikke af ond vilje - men dog. De videnskabsmænd, der blev grundigt til grin med deres kolde fusion, var ikke ude på at bedrage. De var i god tro - men det gjorde ikke deres eksperiment til videnskab. Uden tvivl er de fleste evolutionister også i god tro, men der er store huller i deres logik.
En nidkær forkæmper for evolutions-dogmet, Julian Huxley, har lanceret følgende overbevisende påstand, som har holdt mange mennesker for nar i mange år:
Hvis vi lader en abe tampe "tilfældigt" på et skrive-maskine-tastatur gennem nogen tid, vil det meste af papiret blive fyldt med en uorganiseret mængde af bogstaver - men en sjælden gang imellem vil der dog statistisk set opstå et enkelt kendt ord. Vi giver et frisk eksempel:
e æiogj øæøpiog ææaojug øaerjkg ø rasjkg øwerljiga øftowe gjrø ø eje - lg j øaøeru4røarj ø pø awujgt øujgø oj øowruj øpotg iu aøuj ræ oiu læ gø o øg gøporj wrøpo giu wrøpori....
De kursiverede ord udgør ganske vist ingen sætninger, men hvis vi nu satte millioner af aber til at skrive på millioner af skrivemaskiner i en millioner af år, så måtte der nødvendigvis optræde hele sætninger for ikke at sige hele bøger. Bortset fra, at Shakespears samlede værker stadig er ufatteligt meget mindre komplicerede end den enkleste levende celle, så kunne det teoretisk jo lade sig gøre, hvis blot man gav tid nok.
Men Huxley har overset en ganske væsentlig detalje i dette berømte eksempel. Denne model har som samtlige andre "beviser", en ganske alvorlig logisk fejl, idet den overser at Alle biokemiske processer er reversible. Det viser sig i en reaktionsformel ved, at der går pile i begge retninger:
eks. Sodavand: CO2 + H2O <--> HCO2+ + OH-
Maskinskrivning derimod er en irreversibel proces. Når typen rammer farvebåndet afsættes et "irreversibelt" mærke på papiret. Hvis man skal gennemføre eksperimentet på samme præmisser som virkeligheden, må man anvende en skrivemaskine uden farvebånd og papir. Når et bogstav lander på valsen bliver det kun stående der så længe typearmen stadig rører valsen. Så snart den går retur, følger bogstavet med. Prøv så at regne ud, hvor længe det varer inden vi får skrevet blot et enkelt meningsfyldt ord!
På et tidligt tidspunkt af Darwinismens korte levetid, faldt det nogen ind, at man i fosteret kunne se en "gentagelse" af evolutions-processen. Fosteret starter jo livet som en encellet organisme og udfolder sig derefter til mere og mere komplicerede flercellede former. Med lidt "god" vilje, går det tilsyneladende gennem amøbe-, fiske- og padde-stadiet undervejs i sin vækst. Ja, man kan endda på et vist tidspunkt se aftegningen af gæller hos et menneskebarn.
Disse "gæller" har intet med gæller at gøre, men er anlæg til helt andre organer. Det er et af de "beviser", som man har spist den uvidende hob af med. Forudsætningen for, at man skal hoppe på den, må som minimum være, at man ikke har den ringeste konkrete viden om embryologi*. Tanken om at evolutionen "gentager sig" i fosterets udvikling er helt absurd og har intet med virkeligheden at gøre. Der er ikke én eneste fornuftig biolog eller anatom, som vil være bekendt at fremkomme med den slags nonsens. Men ikke des mindre doceres ammestuehistorier af denne type af både folkeskole- og gymnasie-lærere, som ved for lidt om deres fag. Men når uddannede læger kan fremkomme med sådanne påstande, kan det jo ikke skyldes uvidenhed. Dér kan kun være tale om bevidst løgn eller dæmonisk forblindelse.
En anden for længst forladt tankegang er den, at behov i miljøet kan med føre organiske ændringer. Således skulle girafferne have fået deres lange halse ved at gå og strække sig efter de blade, de lever af. Selv om allerede Darwin selv delvis forkastede denne uvidenskabelig hypotese, kan man stadig møde mange mennesker, som heri ser et bevis for evolution. Pladsen tillader ikke at komme ind på de mange forskellige vildfarelser, der hersker på dette område, men der findes en del litteratur om disse emner, som kan styrke vor viden om skabelsen. Hvis vi virkelig sætter os ind i, hvad der rent videnskabeligt ligger til grund for evolutions-læren, bliver vi forbløffede over, at man kan narre så mange voksne mennesker til at tro på en så løs skrøne.
Skabelse / evolution er et særdeles spændende emne, som jeg håber at få lov til at skrive lidt mere detaljeret om i fremtiden. Men humanisternes faste grundvold, som er citeret nedenfor har brug for følgende ændring for at leve op til virkeligheden:
Her må vi retfærdigvis sige det citerede "tvært imod" tvært imod:
Videnskaben bekræfter i stadig stigende grad, at de tidligere hypoteser om, at biosfæren på jorden har gennemgået en kontinuert evolution må kasseres totalt. 130 års intensiv forskning har ikke frembragt én eneste af de utallige nødvendige mellemformer mellem arterne. Og uanset, hvilken teori, man ellers måtte antage, kan det klart konstateres, at de forskellige fylæ * må være fremstået gennem andre processer end ved evolution.
For humanister og ligesindede er det værste ved evolutions-dogmets videnskabelige nederlag dog, at der kun er et eneste andet alternativ til livets fremkomst på jorden; nemlig en bevidst skaberhandling fra en højere intelligens. Det er den teori, som stemmer bedst med de faktiske fund af fossiler med mere; men teorien forkastes ubeset fordi det anses for umoderne at tro på en Gud. Det er for mange mennesker, som ikke ønsker at stå til ansvar for deres handlinger, en meget skræmmende tanke, at der skulle være en højere retfærdighed.
Der hersker også den misforståelse, at det er mere videnskabeligt at udelukke tanken om en Gud fra sine forudsætninger. Som tidligere vist er det dog netop uvidenskabeligt at udelukke en mulighed på forhånd.
En af humanisternes grundlæggende fejltagelser er deres manglende evne til at se forskel på religion * og videnskab. Derfor nødvendigheden af denne definition af videnskab i forhold til evolution.
En anden væsentlig blind plet hos humanisterne (og mange andre med dem) er den manglende evne til at skelne mellem religion og kristendom. Det følgende kapitel indeholder derfor nogle nyttige vink, som skal hjælpe til at klargøre denne meget væsentlige forskel.