For at give humanisterne en fair behandling, må vi medgive dem, at deres voldsomme aggressivitet imod religion ikke er opstået uden gyldig grund. En af hovedårsagerne til, at de så voldsomt angriber alt, hvad der har med en Gud at gøre, er at de ganske korrekt har konstateret, at der gennem de religiøse systemer er øvet en masse ondt gennem hele historien. De sidestiller dem med politiske undertrykkende systemer, som heller ikke tolereres.
I denne holdning afviger de jo ikke fra sunde kristne; vi kan heller ikke godtage den slags systemer. Da de af gode grunde ikke formår at skelne mellem kristendom og religion, forkaster de begge dele under ét. De er jo hverken udstyrede med øren der kan høre eller øjne, der kan se ind den åndelige verden. Paulus udtrykker det ganske enkelt i sit første brev til Korinterne:
Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds ånd; det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok. *
En mindre gruppe af humanister erkender sig stadig som "Religiøse Humanister". Disse anerkender religiøse riter og normer som en form for nyttig menneskelig aktivitet; men de færreste vil vedkende sig en personlig skabergud. De religiøse humanister praktiserer en "harmløs" moralsk religion, som har en overfladisk lighed med kristendommen. Det er en "vær mod din næste, som du ønsker, han skal være mod dig" moralsk oprustnings-religion, men de fleste af idealerne er lånegods fra kristne værdier.
Hvad angår den verdslige og videnskabelige humanisme, så mener den sig højt hævet over alt, hvad der hedder religion. Men ved en nærmere granskning af det videnskabelige grundlag ser man klart, at humanismen hviler på en række af tros-sætninger, der er væsentligt længere end mange andre religioner. Humanismen er ganske enkelt ikke en videnskab, men en lykkereligion. - en illusion. Den lover os paradisiske tilstande på jorden, hvis blot vi vil tilegne os tilstrækkeligt megen kundskab - mæske os i frugter fra kundskabens træ. Når vi ikke allerede lever i et paradis, må man jo hurtigst muligt finde en god (bort)forklaring. Humanisten forklarer menneskehedens elendighed ved at skyde skylden på andre faktorer, som indtil videre har været udenfor hans herredømme. En iøjnefaldende årsag til stilstand og apati er jo ganske klart de undertrykkende og fordummende religiøse magtsystemer, som binder mennesker i tradition og rutine. Da mange af disse systemer opererer med en praktisk usynlig faktor, som de kalder en gud, vendes humanisternes vrede og harme mod en sådan, som jo åbenbart er medskyldig i sagen.
Når vi ikke allerede lever i fuldstændig lykke og harmoni, skyldes det, at 'de andre' har ødelagt verden for os. Med 'de andre' mener humanisterne alle. som ikke er godtroende humanister - først og fremmest alle de religiøse - specielt teister. Teister er mennesker, som tror på eksistensen af en "overnaturlig" Gud - altså en Gud, som er hævet over selve naturen. De fleste humanister kan til nød accepterer begrebet gud, når blot dette refererer til en kraft, som er identisk med naturens evolutionskræfter eller til stede overalt i "naturen".
Da "kristne" per definition er teister, bliver de behandlet på linie med andre sådanne, hvilket de da desværre også alt for ofte har fortjent.
For at yde humanisterne deres ret, må vi her lige gøre opmærksom på nogle af de væsentligste forskelle mellem kristendom og religion:.
Ordet Religion* er latin og består af elementerne 'Re' = 'igen' og 'ligere'= 'binde'. Tanken er altså, at man skal binde et brudt bånd igen. Dette brudte bånd kan være både til en personlig Gud og til nogle principper eller idealer.
I næsten alle kulturer verden over, kan myterne fortælle en beretning, hvis hovedtræk er:
1. I de gode gamle dage, ved tidernes begyndelse, var alle mennesker i kontakt med skaberen - den store ånd.
2. Der var så nogle mennesker eller ånder, der ødelagde denne kontakt og vakte guds vrede
3. Lige siden har vi foretaget os en masse ritualer og ofre for at prøve at komme i kontakt med den øverste gud; men vi får altid kun fat i underordnede ånder, som vi søger at bestikke til at skaffe os i kontakt med den øverste - det lykkes bare ikke.
4. Måske kommer der en dag en formidler, som kan genoprette kontakten.
Over dette tema findes der et utal af forskellige variationer verden over. Det har forledt mytologerne og dåragtige ugenfødte "kristne" teologer til at tro, at de bibelske beretninger også er myter.
Skønt punkt 1. og 2. som regel drejer sig om skaberguden, kan det mange gange være den store upersonlige ånd eller et kompleks af principper, man har mistet kontakten med. I begrebet religion ligger altså ikke nødvendigvis tanken om en Gud i traditionel forstand. I adskillige af verdens store religioner er der faktisk ingen personlig "Hoved"-Gud. Det gælder adskillige ismer: Buddhisme, Hinduisme, Animisme, Jainisme og mange flere - heriblandt altså også Humanisme.
Det er muligt at være en personlig troende kristen samtidig med at man er konservativ, liberal eller venstreorienteret i sin politiske holdning. Det kan måske være vanskeligt for en kristen at støtte et parti, som er bekendende gudløst, men så længe man blot skelner tilstrækkeligt mellem politik og religion, kan det godt lade sig gøre.
Der er heller ingen konflikt mellem at være videnskabeligt orienteret og endda en berømt og epokegørende videnskabsmand og være en personlig bibeltro kristen. Vi kan nævne nogle enkelte af de bedst kendte eksempler blandt mange andre: Leonardo da Vinci, Francis Bacon, Johann Kepler, Blaise Pascal, Robert Boyle, Nikolaus Steno, Isaac Newton, Karl Linné, John Dalton, Michael Faraday, Charles Babbage, Samuel Morse, James Joule, Louis Pasteur, Gregor Mendel, Lord Kelvin, Josehp Lister for at nævne nogle stykker af de mere kendte fra nyere tid. Disse mænd var alle verdensberømte videnskabsmænd uden at det på nogen måde kolliderede med deres kristentro.
Som tidligere nævnt ligner de humanistiske idealer på så mange områder de kristne, at man skulle tro, at de let kunne forenes.
Men det farlige ved humanismen er, at den uberettiget poserer som "videnskab" i stedet for at erkende og bekende at det reelt er en religion. På grund af sin kamæleon-agtige lighed med kristendommen, erkendes den blot ikke som den fremmede og bibelfjendske religion, den i virkeligheden er. Der opstår herved en usund synkretisme*, som i virkeligheden på langt sigt giver den sande kristendom et banesår, som langsomt får den til at forbløde.
Måske må vi lige gøre klart, hvad vi her forstår ved sand kristendom. Der hersker nemlig nogen uklarhed om, hvori denne består, idet den mange gange forveksles med en temmelig vattet religion eller en tolerant filosofi.
Under alle omstændigheder har kristendommen optrådt i så mange fordrejede former, at vi dårligt kan bebrejde, at både hedninger og kristne kan have svært ved at blive klare over, hvad det egentligt drejer sig om.
Men den bibelsk definerede kristendom er aldrig noget som helst mindre end et Guddommeligt mirakel. Vi kan bedst iagttage det på baggrund af den modsætning religionen. Vi skal her ved at stille de to side om side søge at klargøre ligheder og forskelle: Vi kan bedst iagttage det på baggrund af dens diametrale modsætning: religionen. Vi skal i nedenstående skema stille de to side om side søge at klargøre ligheder og forskelle:
|
Emne |
Religioner |
Kristendom |
|
Problem |
Adskillelse fra livets "mening" (lykken) |
Adskillelse fra Livets Gud |
|
Årsag |
Forsyndelser mod naturens eller menneskers principper |
Forsyndelser mod Guds Bud |
|
Kur |
Ændret adfærd, afbetaling af gæld og anvendelse af nye principper |
Nyt liv fra Gud, Anger, syndsbekendelse, tilgivelse, omvendelse |
|
Udgangspunkt |
Mennesket |
Gud |
Både humanisme, religion i bredere forstand og kristendom er rimeligt enige om, at vi er faret vild fra noget grundlæggende, men løsningerne afviger primært fra hinanden ved udgangspunktet:
Humanisterne mener, at verdens elendighed først og fremmest skyldes uvidenhed og religion. Al dårligdom skyldes menneskets manglende viden om sand moral og etik. Med andre ord skulle det være uvidenhed, som er skyld i verdens elendighed. Guds bud på sagen er tvært imod at verdens elendighed ikke først og fremmest skyldes uvidenhed - men tvært imod: viden. Dog er det ikke denne viden i sig selv, der forårsager syndefaldet. Det er først, når man undlader at handle på grundlag af sin viden, at synden træder ind i billedet: Den, der altså ved, hvad der er det rette, men ikke gør det, er en synder. *
Faren består altså ikke i at vide for lidt - men i at vide "for meget" i forhold til det, man gør.
Religionens løsningsmodel i almindelighed og Humanismens i særdeleshed tager udgangspunkt i mennesket og dets bestræbelser, mens den sande kristne tro og erfaring udspringer af Gud fuldbragte værk.
Humanismen og andre religioner søger nidkært og optimistisk at opstille nogle anvendelige metoder, kriterier eller love, som kan føre os til et lykkeligt og harmonisk liv, til retfærdighed og fuldkommenhed.
Forsøget på at retfærdiggøre sig selv er dybest set selve arvesynden, som startede allerede i Edens have. Efter at have spist af kundskabens træ i det falske håb, at skulle blive lykkelig ved at blive som Gud til at skelne mellem godt ondt, søgte Adam at retfærdiggøre sig ved at sende sorteper videre. Både til Eva og skaberen selv! "Kvinden, som du gav mig, gav mig af træet, og så spiste jeg." Eva var hurtig til at lære tricket og forsøgte at sende skylden videre til slangen. De mente sig derved retfærdiggjort. Derfor kunne de ikke tage imod retfærdigheden fra Gud.
I humanismen tror man, at man ved at bringe ofre på altruismens altre kan finde tilbage til Paradis. Andre religioner foreslår andre ofre. Vi vil ikke betvivle den gode vilje i disse ting, men må alligevel beskrive dem som nytteløse. Gud har nemlig ganske klart opstillet sine adgangskriterier, som der ikke gives dispensation for.
Vi må altså erkende, at det er alt for optimistisk at antage, at der findes en eller flere metoder, der kan bringe os ind i lykkens Paradis igen - selv om dette er netop, hvad humanismen og de fleste andre lykke-religioner foregøgler os.
Et andet offer, hvormed man forsøger at formilde Gaia*, er den romantiske "tilbage til naturen" løsning. Man fremkommer med påstande som: "Vor teknologiske industrialisering (som de "kristne" er skyld i) har voldtaget jorden, og vi er alt for mange mennesker på den. Hvis vi reducerer antallet af mennesker og holder op med at udbytte jorden, vil moder jord nok velsigne os til gengæld."
Bibelen siger, at hverken nogen menneskelig lov eller metode, ja, ikke en gang Guds egen lov er i sig selv i stand til at retfærdiggøre noget menneske. Hermed er alt håb ude for den, som søger gerninger der kan medføre retfærdighed. Men det gamle håb må vige for et endnu større og herligere håb. Gud lover at han vil langt mere end blot genoprette det tabte Paradis. I form af Guds Rige, vil han gøre det tilgængeligt for enhver, som tror på Jesus; men samtidigt gør han klart, at det kræver en forvandling af de helt store, idet et almindeligt fortabt og sjæleligt menneske ikke uden videre kan komme ind i Guds rige: Men det siger jeg jer, brødre: Kød og blod kan ikke arve Guds rige, og det forgængelige arver ikke det uforgængelige*.
Som prædikeren siger: Forfængelighed, Alt er forfængelighed. Dette gælder i sandhed menneskets ambitiøse planer om ved egne kraft at storme og indtage paradiset. Men alle disse anstrengelser er ikke alen nytteløse, men også helt unødvendige. Gud har nemlig i sin nåde givet fri adgang til Paradiset for enhver, som tror.
Det er nok også nødvendigt at gøre klart, hvad vi her forstår ved sand kristendom. Der hersker nemlig - både i den fortabte verden og blandt bekendende kristne - en hel del uklarhed om, hvori denne helt konkret består. Det skyldes i nogen grad, at den sunde lære har været udsat for et utal af forskellige snigløb gennem århundrederne. Disse har udvisket og forvirret begreberne vældigt for mange mennesker. De forskellige former for synkretisme * har gjort har gjort grænserne vage og udflydende og gør det vanskeligt for mange - selv oprigtige kristne - at vide, hvad der hører til hvad. Kun Bibelen kan anvise os vejen - og selv den kan undertiden virke noget tåget og vanskelig at forstå.
Mange har fejlagtigt forvekslet kristendommen med en urimeligt tolerant tøsedrenge-filosofi. Den inkarnerede Gud tog tilsyneladende imod knubs fra sine fjender i stedet for at vise sin magt ved at banke sine fjender til plukfisk. Men der er dog næppe nogen af religionerne, som kræver så meget mod og mandshjerte som kristendommen - på trods af den sagtmodighed, som også er en væsentlig del af det, at tilhøre den levende Gud.
Andre gange har gnostikere indført elementer af virkelighedsflugt en usund stræben efter at slippe ud af sit "syndige" legeme og blive til en "ånd" eller en "engel". De, som søger at fremme den trafik glemmer åbenbart, at vi er skabt i den Levende Treenige Guds Billede - med ånd, sjæl og legeme - af hvilke ingen er at forkaste.
I det følgende kapitel vil vi citere udvalgte og karakteristiske stykker fra manifestet, som omhandler humanismens holdning til religion.