I dette kapitel vil vi citere nogle af manifestets mest markante udtryk for humanismens had til Gud. Efter disse kan der ikke lades meget tvivl tilbage om, at hvis humanismen til nød kan acceptere andre religioner end sig selv, må det i hvert fald ikke være sådanne, som opererer med en personlig skabergud.
Hvis man skulle være i tvivl om humanismens forhold til Gud og alt, hvad der vedrører Gudsdyrkelse, behøver man ikke at gå længere end til indledningen, hvor intentionerne stikker ganske klart igennem. Mange ting er modificeret og ændret siden det første manifest fra 1933, men på dette punkt er der ikke sket nogen ændring: Her skriver forfatterne:
Ligesom i 1933 tror humanisterne stadig at traditionelle former for teisme, specielt troen på en Gud, som hører bønner og som formodes at elske mennesker og have omsorg for dem, lytte til og forstå deres bønner og være i stand til at gøre noget ved dem, er en forældet tro, der mangler bevis. *
Vi ser her, at de desillusionerede humanister er ude af stand til at tro på en kærlig og medfølende, bønhørende og almægtig Gud. Hvad er nu årsagen til, at de har så svært ved at få øje på denne sande skabergud. Det fremgår jo af selve skaberværket, at der står en vis og al-kærlig skaber bag fremkomsten af det!
For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger. De har altså ingen undskyldning *
Læg mærke til udtrykket forældet, som er karakteristisk for den optimistiske tillid til og tro på evolutionens allestedsnærværende og mystiske kraft, som præger denne religion.
Der er en mere eller mindre bevidst overbevisning om, at der et eller andet sted i naturen er en mystisk kraft, som driver udviklingen i den rigtige retning. I modsætning til den Levende Gud, som ved talrige lejligheder har åbenbaret sig for mennesker, så har ingen nogen sinde mødt, set eller hørt denne almægtige kraft. Ikke des mindre tror mange mennesker på denne upersonlige styrke. Det er den som giver sjælevandringen i diverse reinkarnations-religioner en drejning opad, så man kan gøre sig håb om at undslippe reinkarnationernes forbandelse. Det er den, som tænkes at være primus motor i evolutionens terningspil. Det er den, som indgyder humanisten en naivistisk idé om, at vi bliver lykkelige, hvis vi blot tilegner os tilstrækkelig viden. Kundskaben gør indbildsk, men kærligheden bygger op. *
Videre i indledningen kan man læse følgende, som søger at slå en pæl gennem ethvert håb om en frelse af nåde:
Troen på en frelse, der alene er baseret på en højtidelig erklæring, forekommer stadig at være skadelig, idet den afleder folk med falske forhåbninger om en kommende himmel. *
Karl Marx fremkom med en berømt udtalelse, som desværre rummer alt for megen sandhed: "Religion er opium for folket!"
De forskellige religioner markedsfører en vare, som bedst kan betegnes som "Pie in the Sky" eller "Guld og grønne skove". Hvis du er en artig-Verner og lader dig trampe på og manipulerer med af de gejstlige og verdslige magthavere, så får du en eller anden præmie i himlene. Den form for tomme løfter kan desværre virke voldsomt demotiverende og efterlader folket i en bevidstløshed og følelsesløshed, som ikke afviger meget fra den tilstand, man kommer i ved indtagelse af opium eller andre bedøvende stoffer.
Hvad de færreste mennesker er klare over, er, at kristendommen, ikke er en religion, som blot lover himmelsenge og gyldne harper til de tålmodige efter deres død. Kristendommen er en person. Den består i en personlig åbenbaring af Jeshua den Salvede. Denne åbenbaring inkluderer en åndelig hjertetransplantation, som giver evigt liv til modtagerne. Ikke blot som en ukontrollerbar fremtidig belønning for god og dydig opførsel - heller ikke som belønning for et hidtil upåklageligt liv - men alene i kraft af Guds ufortjente nåde. Den sunde og virkeligt genfødte kristne henslæber altså ikke blot et elendigt liv et falsk eller virkeligt håb om kommende himle. Derimod lever vi i en klar viden om, at vi har evigt liv: Dette har jeg skrevet til jer, der tror på Guds søns navn, for at I skal vide, at I har evigt liv. *
Genfødte kristne bliver altså ikke holdt hen med religiøse løfter om et kommende paradis, men vi får et kontant à konto udlæg som garanti på de løfter, som Gud har afgivet, og som han urokkeligt vil holde, eftersom han har aflagt en ed ved det højeste som findes, nemlig sig selv, at det vil han gøre.
Og den, som knytter både os og jer fast til Kristus, og som salvede os, er Gud, der også beseglede os og gav os Ånden som pant i vore hjerter *
Den genfødte og åndsfyldte kristne er altså ikke henvist til at leve i et tomrum indtil der sker noget mere verdensomvæltende; men har allerede fået rig adgang til den kommende verden i form af Guds Rige. For så vil døren til vor Herres og frelsers, Jesu den Salvedes, evige rige stå på vid gab for jer *
Vi ser her, at Guds rige ikke blot er noget, som vi oplever efter døden eller den nuværende verdensordens afslutning. Allerede her i dette liv, er der for de genfødte fri adgang til at leve i Guds Rige.
Sætningen her må vel i første omgang betegnes som temmelig manipulerende. Det påstås at "fornuftige" mennesker har samme holdning som humanisterne. Ergo er man altså "ufornuftig", hvis man ikke er af samme mening - og hvem har lyst til at falde i den kategori. Men den overlevelse, som humanisterne her taler om er jo kun det korte forgængelige liv, som en menneskealder tilbyder. Vort håb gælder ikke blot det nuværende, men også det kommende liv.
Dommedags-feber og virkelighedsflugt
Ansigt til ansigt med apokalyptiske profetier og dommedags-udsigter er der mange, der i desperation smider fornuften over bord og kaster sig i favnen på irrationelle kulter og teologier, som medfører virkelighedsflugt og manglende engagement. *
Det skal siges til humanisternes ros, at mange af indvendingerne mod kultisk religiøs praksis og adfærd er ganske fornuftige. Vi må konstatere, at vi lever i en tid, der er præget af usikkerhed og omvæltninger. Dette medfører et særligt stærkt behov hos mennesker efter at knytte sig til noget eller nogen, som kan give tryghed. Mange mennesker er nået til den ganske korrekte erkendelse, at den hidtidige rationalisme - den ensidige dyrkning af forstanden og fornuften som de guder, der skal frelse verden, er forgæves. Selv om verden nu i århundreder har mæsket sig i frugterne fra kundskabens træ har det ikke skaffet os adgang til Paradis - tvært imod.
Når kundskabs-grøften ikke var bekvem at opholde sig i, var der mange, som fandt på at prøve den anden grøft. De smed forstanden over bord og kastede sig ned i følelsernes grøft. Desværre er vor lykke heller ikke gjort ved at smide forstanden over bord og blæse på den kundskab, vi har tilegnet os. Vi hænger nemlig på den, vi er bygget således, at vi ikke i sandhed kan fornægte den viden, vi har tilegnet os. For øvrigt er denne metode heller ikke nogen nyhed. Den er ligesom alle andre metoder afprøvet for meget længe siden uden held.
Da Adam og Eva havde spist af træet til kundskab om godt og ondt, forsøgte de at lade som ingenting. De gemte sig i buskene, "glemte" alt om deres nyerhvervede kundskab og håbede, at Gud ikke ville opdage det. Men desværre kan vi ikke slippe for ansvaret ved at kaste vor viden over bord. Synd består nemlig i at vide, hvad der er rigtigt - og undlade at gøre det.
I en sund bibelsk kristendom går forstand og følelser hånd i hånd med troen. Det er rigtigt, at vor fortabte, syndige og besmittede forstand ofte vildleder os, når vi ønsker at lære Gud at kende;
men løsningen er ikke at kassere forstanden. Vi skal i stedet lade os forvandle, gennem en fornyelse af vort sind.
Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne. *
Humanisterne går videre i en erkendelse, som er ganske sand - men igen generalisere de lige en anelse for meget:
Hverken de traditionelle moral-love eller de nye irrationelle kulter kan leve op til nutidens og morgendagens behov. *
Mange mennesker mener, at de kan retfærdiggøres ved at efterleve visse moral-love. Men Gud har talt tydeligt ved at sige, at der ikke findes nogen lov, som fører til retfærdighed. For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for ham; det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse * - en hvilken som helst lov eller moral-codex kan altså højst hjælpe os til at erkende vor synd; men ingen kan blive retfærdig ved at følge den. Desværre er der mange kristne i vore dage, som føler sig en smule mere retfærdige i kraft af deres pæne adfærd og liv, kirke-besøg, tiende og gaver m.m. Vi må imidlertid være meget varsomme med nogen sinde at tro, at det er vores pænhed eller dyd, som frelser os. Den eneste vej til frelse er gennem Guds Nåde - og det er på trods af vore gerninger - ikke på grund af dem!
Det moderne menneske lider af en fremmedgørelse, en rodløshed og en manglende identitet. Det skyldes i høj grad familiens sammenbrud. Før i tiden fik man sin identitet via sin familie og sit hjemsted. Spurgte man en mand, hvem, han var, ville han svare noget i stil med "Jeg er Niels, søn af Svend Smed i Arnøje og jeg bor selv i ... ". Spørger man et moderne bymenneske, hvem han er, vil han sikkert svare: "Jeg er ekspedient i den og den forretning," eller "Jeg er sagfører!" o.s.v.
Da vi er skabt til at leve i fællesskab med Gud og med hinanden, giver den "normale" isolation en stærk længsel efter at høre til og vide, hvem "vi" er. Vor identitet bliver styrket ved at vi oplever et tilhørsforhold til en gruppe. Det kan være en gade-bande, en fagforening, et fodboldhold eller en religiøs gruppe. Uanset hvilken gruppe, vi knytter os til, vil den i det mindste give os en identitet i form af, at vi er medlem i den.
De fleste af de religiøse kulter giver oven i købet en håndgribelig faderskikkelse til erstatning for den fader de fleste moderne mennesker har savnet. Det kan være i form af en Guru eller en falsk messias eller andre ledere med tilstrækkelig frækhed til at påstå, at de er det eneste pålidelige kontaktled mellem Gud og mennesker. Et sådant tilbud om ansvars-fritagelse er næsten ikke til at modstå. I vort daglige liv, som er plaget af en masse vanskelige valg og beslutninger, virker det som en voldsom befrielse at kunne lægge ansvaret for sit liv i hænderne på en anden.
Falske teologier om håb og messianske ideologier, som blot erstatter gamle dogmer med nye kan ikke leve op til de faktiske forhold i verden. De adskiller snarere end forener folk. *
Verden har en oplevelse af, at der er en vis kraft forbundet med at håb. Og drømmen om prinsen på den hvide hest lever i bedste velgående i de fleste pigehjerter. Drømmen er for så vidt sand nok, med mindre den fokuserer på noget, som denne verden kan give. Men, hvad bygger disse håb på? Er det blot noget, som andre fortæller, eller findes der et mere sikker håb end disse forfængelige? Ja! som vi tidligere har set, så bliver håbet ikke til skamme, hvis det er sat til den levende Gud!
Et dogme er en læresætning, som ikke må betvivles. Både religioner og kristendom har været flittige til at opstille dogmer. Ikke mindst her den humanistiske religion - som vi skal se - opstillet nogle bastante dogmer. Nu er det således, at en sandhed, som man kun har hørt fra andre, ikke virkelig er nogen sandhed. Man kan jo ikke vidne om den - uanset, hvor sand den måtte være. Det må gøres klart, at der er en stor forskel på at antage en læresætning - hvor korrekt og sand den end måtte være - og at få åndens åbenbaring af den selv samme læresætning. I det første tilfælde er der tale om en mental godkendelse af en påstand. Hvis en sådan foreligger, er den godkendende blevet medlem af det parti, som holder den pågældende læresætning for vigtig.
Hvis man er kaldt i retten som vidne, har man under edsansvar pligt til at aflægge beretning om det, man personligt har oplevet med sine egne sanser. Hvis man fortæller noget mere end det, vil en af sagførerne straks gribe ind med en protest: "Høje dommer! jeg anmoder om at denne udtalelse bliver strøget af referatet, da der er tale om en andenhåndsberetning.
Det samme gør sig gældende med en kristen, som gerne vil være et vidne. Det er væsentligt at fortælle om, hvad man selv personligt har oplevet - resten kan man stort set ikke bruge til noget. Alt for mange fortæller lutter andenhåndsberetninger - og uanset, hvor spændende de måtte være, så har de ikke den effekt, som et personligt vidnesbyrd har.
Som sidste citat fra indledningen til det humanistiske manifest, bringer vi følgende:
Humanismen er en etisk proces, som sætter os alle sammen i stand til at gå ud over og hinsides de ting, der skiller os: helteskikkelser, dogmatiske tros-bekendelser og rituelle skikke i fortidens religioner eller deres blotte modsætninger. *
Humanismen fremtræder i næsten lige så mange skikkelser som den hinduistiske gudeverden. Her optræder den som en etisk proces. Dog ingen almindelig etisk proces, men en tilsyneladende rent magisk proces, som giver os en magisk kraft til at gå ud over de ting, der skiller os. Her kommer igen mindelser om evolutionens magiske kraft, som vi siden skal komme ind på. Det er utroligt meget at forvente sig af en etisk proces.
De mange positive og optimistiske løfter, som afgives af den humanistiske tros-erklæring kan i virkeligheden kun opfyldes af skaberen selv og vil blive det, idet han har både hensigten og magten. I Kristus vil vi opnå at gå ud over og hinsides de ting , der skiller os:
Den (syndsforladelsen gav han os i rigt mål med al visdom og indsigt ved at lade os kende sin viljes hemmelighed ud fra den gode beslutning, han selv forud havde fattet om den frelsesplan for tidernes fylde: at sammenfatte alt i Kristus, både det himmelske og det jordiske *
Hermed kom vi gennem den "anti-religiøse" del af indledningen til HM2 videre vil vi se på nogle citater fra selve manifestets hovedafsnit. Vi vil gå ind og diskutere nogle af de påstande der fremkommer i punkterne 1 & 2, under overskriften RELIGION.
Vi har jo allerede bemærket, at vi som genfødte og åndsfyldte kristne må være enige i en hel del af humanisternes holdninger til religion. Vi så også helst alle mulige og umulige former for religion bandlyst og forvist til det meget varme og svovlholdige sted, hvor de stammer fra. Men desværre er humanisterne ikke helt så konsekvente. Religion kan godt tillades i det humanistiske samfund, blot det udspringer af humanistiske idealer og tjener det humanistiske samfund. Det vil vi kunne se ud fra de følgende citater fra de to første afsnit, som handler om:
RELIGION
1. I sin bedste egenskab kan religion inspirere til hengivelse til de højeste etiske idealer. *
Her ser vi klart en af de virkeligt væsentlige forskelle på kristendom og religion. Idealer, ideer eller idoler er alle guddomme i denne "akademiske" og græsk inspirerede tro. Fælles for disse tre - ud over deres fælles græske sproglige rod - er det faktum at de alle er døde. Det er læresætninger, dogmer, teorier, tanker eller gudebilleder. Man hører ofte påstanden: "Det er godt at have noget at tro på noget - men det betyder ikke noget, hvad det er!"
Påstanden er lige så dum som den er almindelig. Hvis man tror på løgnen, vil man uvægerligt komme galt af sted. Og hvis man lader disse døde ideer, idealer eller idoler styre sit liv, vil man helt automatisk bringe død ind over sig. Man bliver som det man dyrker.
Idealer er uanset, hvor korrekte de måtte være, fikserede og døde sætninger. De ændrer sig ikke, de påvirkes ikke af noget - og sidst men ikke mindst: de ejer ikke gran af barmhjertighed!
I bibelen kan vi læse om afguderne: Deres gudebilleder er sølv og guld, menneskehænders værk. Nok har de mund, men de kan ikke tale, nok har de øjne, men de kan ikke se, nok har de ører, men de kan ikke høre, nok har de næse, men de kan ikke lugte. De har hænder, dem kan de ikke føle med, de har fødder, dem kan de ikke gå på; der er ikke en lyd i deres strube. Sådan bliver også de, der har lavet dem, alle der stoler på dem. *
Menneskers guder præger dem. Man kommer til at ligne det, man tilbeder! Og tilbeder man døde ting, kommer man selv til at ligne døde ting. Tilbeder man en død idé eller et ideal, bliver man selv lige så død. Hvilken forskel er det ikke at tilbede en hel levende og sand person og dermed også komme til at ligne Ham.
Fremme af moralsk hengivenhed og kreativ forestillingsevne er udtryk for ægte åndelig erfaring og stræben. *
Som man ser, har humanismen ikke noget imod religion - hvis den vel at mærke tjener dens interesser. Moralen kan meget vel anvendes til dette formål. Men, som vi senere skal se, er den moral, man her taler om af en særdeles fleksibel karakter, som har en særdeles flygtig lighed med det, som man normalt forbinder med moral.
Enhver form for teistisk religion forkastes
Vi tror imidlertid, at de traditionelle dogmatiske eller autoritære religioner, som sætter åbenbaring, Gud, ritualer eller trosbekendelser højere end menneskelige behov og erfaringer, gør menneske-arten en stor bjørnetjeneste. *
Som personlige, genfødte kristne kan vi på mange måder være ganske enige med humanisterne på de fleste af deres klagepunkter, idet den totalitære, dogmatiske og autoritære religion er en af den sande og levende Guds værste fjender.
Lad os betragte de øvrige komponenter enkeltvis i bibelens lys. Det er overraskende så enige vi kan være med humanisterne på adskillige punkter - men der er dog en hårfin - men afgrundsdyb - grænse, der skiller de to fra hinanden:
Som tidligere set, er religion ikke anvendeligt til at komme i kontakt med Gud. Intet af alt, hvad et menneske kan gøre ud fra sig selv, sin egen viden eller kunnen, er tilstrækkeligt til at sætte ham i direkte kontakt med den Levende Gud. En ukritisk overtagelse af de religiøse traditioner, som har behersket den familie og kultur, man er vokset op i, vil ikke kunne frelse nogen - og det gælder samtlige religiøse grupper - inklusive dem, der har en kristen etiket.
I Bibelen er der ganske vist nogle helt faste dogmer, som tjener til rettesnor for den troende - men, hvis disse blot læres udenad og følges slavisk, kommer den troende let til at føle, at det er hans viden og efterlevelse af disse regler, som fører til frelse. Dette er en ganske falsk forestilling, som fører meget ondt med sig. Det centrale i kristendommen er det nye hjerte, som giver os et livssamfund med den levende Gud selv. Dogmerne er kun at betragte som en slags autoværn. Dem har vi slet ikke brug for, så længe vi er på vejen. Det er kun, hvis vi allerede er kørt galt, at vi kommer i kontakt med dem - men så er de også gode at have, så vi ikke styrter i afgrunden.
Vi kan således ikke med rette betegne den kristne tro som specielt dogmatisk.
Hvad det autoritære angår, så er der i Det Ny Testamente ikke angivet nogen specifik autoritær struktur. Menigheden ledes af en person, som er kongelig ypperstepræst evindelig ligesom Melkizedek, nemlig Jeshua den Salvede. Han er hovedet og alle de troende udgør som et kongeligt præsteskab som legemet. De forskellige "titler" og "rangsforskelle", som ved en overfladisk betragtning kunne ligne et hierarki. Det er det ikke! Det er udtryk for tjeneste-funktioner, som giver myndighed til at tjene, men ikke til på nogen måde at være strenge herrer over hjorden. Jesus siger klart, at det kun er i verdens system, at de, der er ved magten byder over deres medmennesker. I Guds rige er enhver stilling bekræftet ved, at man betjener sine medmennesker. "Den, som vil være stor iblandt jer, skal være alles tjener!"
Hvad åbenbaring angår er en sådan helt uundværlig hos den enkelte kristne - uden den enkeltes personlige åbenbaring af Guds Nåde og virkeligheden af at fødes ovenfra som Guds Ægte barn, har kristendommen ingen værdi og ingen reel eksistens. Så er der kun tale om, at man af tradition eller mental accept tilhører et religiøst parti med en eller anden mere eller mindre korrekt lære. Uanset hvor korrekt denne lære måtte være, bliver den forkert, hvis vi kun har en tankemæssig eller mental accept af den. Ved en sådan forstandsmæssig accept af et dogme bliver vi blot tilhængere af et af de konkurrerende "politiske" partier i kristenheden.
Det er åbenbaringen ved Guds Helligånd, som alene sætter mennesket i den fornødne livgivende kontakt med den levende Gud. Det forunderlige ved de gode nyheder er jo netop, at det enkelte menneske ved Guds store nåde kommer i personlig kontakt med den levende Gud i et barneforhold, som giver en ubeskrivelig tryghed. Et sådant forhold kan ikke hvile på andres viden eller erfaring, ej heller på et tilhørsforhold til en kirke eller anden religiøs grupper. Ej heller på, at man er tilhænger af en karismatisk person, som modtager særlige åbenbaringer fra Gud. Det er udelukkende det, som Helligånden har lært den enkelte af os, der er "sandt og ikke løgn". Bliv derfor i det, som han har lært jer!
Når humanisterne frabeder sig åbenbaring tænker de dog nok mest på den form for åbenbaringer, som kun optræder hos enkelte særligt udvalgte personer. De er forbeholdt særligt begavede ledere, guruer eller særlige præstekaster. Den slags åbenbaringer er også farlige set fra et kristent synspunkt og giver næsten uvægerligt anledning til manipulation og magtmisbrug i de kulter og sekter, som opstår som følge deraf.
Jeg påstår ikke hermed, at Gud ikke har opvakt sande kristne ledere og reformatorer; men, disse må hurtigst muligt stige ned af deres høje hest og sætte al iver ind på at ændre deres tilhængere fra at være tilhængere til at blive både hørere og ikke mindst gørere af Guds Ord. I modsat fald vil en sådan vild "leder" hastigt blive forvandlet til en "vildleder".
De fleste mennesker - ikke mindst humanister - forestiller sig ved begrebet Gud en projektion af menneskets egen tankeverden.
Da humanisten jo er fange under synden, har han ingen mulighed for direkte at erkende den sande Gud. Ganske vist burde alle mennesker gennem iagttagelse af mesterens værker kunne slutte sig til mesterens eksistens, men syndens blindhed hindrer den fortabte sjæl i at se Gud som en virkelighed.
Som genfødte kristne kan vi også være enige med humanisterne i denne henseende: nemlig, at vi ønsker ikke, at nogen dyrker et billede af Gud, det være sig støbt eller skåret i metal, sten eller træ, eller blot opbygget som en tankemæssig forestilling.
Gud har i sit ord udtrykkeligt nedlagt forbud mod at vi må gøre os noget billede af Ham. Dette gælder også rent tankemæssigt og mentalt. Hvis den "Gud", vi dyrker er intet mere end en forstørret udgave af "det gode" i os selv, er vi blot nogle religiøse fanatikere, og vi må give humanisterne ret i, at den slags er skadeligt.
Ritualer er der slet ikke foreskrevet nogen som helst af i Det Ny Testamente, så derved afviger vi jo heller ikke fra humanisternes opfattelse. Traditionelle religioner opererer med en mere eller mindre indviklet system af ritualer og liturgier, som skulle kunne formilde guderne. Blandt disse er ofte forskellige former for ofre, bønner og lignende. Tanken om, at den slags handlinger skulle kunne "formilde" den sande Gud er direkte bespottelig. Den Sande Levende Gud er kærlighed og Han elsker hele sit skaberværk - ikke mindst den del af det, som er skabt i Hans Eget billede med en fuldkommen kærlighed. Hvis vi skulle være i stand til at foretage os noget, som kunne "opvække" eller "øge" denne kærlighed i form af handlinger eller ritualer, ville det være det samme som at insinuere, at Hans Kærlighed ikke blev fuldkommen uden vores "hjælp".
Hvad trosbekendelser angår, kan de i nogen grad gøre nytte som checklister, som afslører om nogen er kommet helt på vildveje. Men desværre er den mentale accept af en nok så rigtig trosbekendelse ikke nogen garanti for, at den fornødne tro på Guds ord egentligt er til stede. Alt for ofte har disse menneskeskabte trosbekendelser givet anledning til partidannelser og stridigheder, som ikke er kristne værdige.
Således bliver vi da kun dybt uenige med humanisterne på to væsentlige punkter nemlig:
1. Den personlige åbenbaring og
2. den deraf følgende erkendelse af en autonom, objektiv Gud - det vil sige en Gud som eksisterer i sig selv og ikke blot som en projektion af menneskers tanker og forestillinger.
Men disse punkter er også af ganske væsentlig art. Det gør nemlig de to tankeretninger fuldstændigt uforenelige. Humanismens påstand om, at mennesket er det højeste mål i sig selv, udelukker Gud som skaber og Herre og fratager ham derved den ære, som rettelig tilkommer Ham.
Som så ofte gælder her ordsproget: frænde er frænde værst. Den humanistiske religion ser splinten i sin broders øje, men er ikke opmærksom på bjælken i sit eget øje. Den opererer med noget, som den opfatter som objektive videnskabelige sandheder uden at gøre
sig klart at objektivitet i høj grad afhænger af udgangspunktet.
Til humanisternes forsvar skal siges, at den ved rationalismens fremkomst var medvirkende til at de klassiske kildeskrifter kom i søgelyset. Derved har den været medvirkende til, at også vore bibelske kildetekster er blevet bedre behandlet, så vi har fået et mere sikkert grundlag og dermed en mere nøjagtig bibel - men det var sådan set ikke den oprindelige hensigt.
Desværre levner denne bog ikke plads til en helt grundig og fuldstændig gennemgang af de mange humanistiske tros-sætninger, så vi må nøjes med at se på de mest karakteristiske og grelle.
Påstand om, at videnskaben har udryddet Gud
Enhver beskrivelse af naturen bør kunne bestå det videnskabelige vidnesbyrds prøve. efter vor bedømmelse er den traditionelle religions dogmer og myter ikke i stand til dette. Selv så langt henne i historien som nu, er det nødvendigt at gentage visse grundlæggende fakta baseret på en kritisk anvendelse af videnskabelig fornuft. Vi finder utilstrækkelige vidnesbyrd til at tro på eksistensen af noget overnaturligt; det er enten meningsløst eller irrelevant i forholdet til spørgsmålet om menneskeracens overlevelse og tilfredsstillelse. *
Her påtager humanisterne sig ansvaret for at redde menneskeracen fra at forsvinde og oven i købet sørge for, at de overlevende bliver tilfredsstillede. Det er sandelig noget af en mundfuld.
Som kristne kan vi hvile i tilliden til Guds løfter om at frelse enhver, som tror. Vi behøver ikke løbe an på menneskets "udvikling" til noget højere og bedre.
Selv om Guds eksistens ligger åbenlys for dyr og enfoldige sjæle, kan mennesket med al sin "videnskab" ikke se skoven for bare træer.
Men spørg dog dyrene, lad dem belære dig, spørg himlens fugle, de kan give dig svar, eller jordens buske, lad dem belære dig, havets fisk kan give dig besked. Hvem af alle dem er uvidende om, at Herrens hånd har skabt det hele? Alle menneskers liv har han i sin hånd, alt levendes livsånde. *
Som vi kan se af dette citat, er Guds eksistens ikke noget stort åndeligt problem for fugle, buske, fisk og lignende enfoldige væsner. Hvorfor har mennesker da så vanskeligt ved at erkende Gud og Hans eksistens? Svaret skal nok søges i det faktum, at dyrene ikke selv har syndet. Så længe hjertet ikke er formørket af synd, kan vi se Gud:
Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud *
Hvis vi altså renser vore hjerter i lydighed mod sandheden, kan vi blive så renhjertede, at vi kan se Gud.
Mennesket og naturen som udgangspunkt
Som ikke-teister tager vi vort udgangspunkt i mennesket ikke i Gud, i naturen ikke i Guddommen. Ganske vist kan naturen rumme større dybder end vi er klare over på nuværende tidspunkt; men enhver ny opdagelse vil imidlertid kun udvide vort kendskab til det naturlige. *
Humanismen lægge ikke skjul på, at det er mennesket, der er målet og udgangspunktet. Der er en besynderlig tiltro til det begreb, som kaldes naturen. Det svarer godt til den tendens, der har været i disse bevægelser i form af "Back to nature" - som vi senere skal se, er De Grønne og Greenpeace to "kirkeretninger" af den humanistiske "moder-kirke"
Vi anerkender behovet for at bevare de bedste etiske lærer i menneskehedens religiøse traditioner, hvoraf mange er fælles arvegods. Men vi forkaster de træk hos den traditionelle religiøse moral, som fornægter mennesker en fuld anerkendelse og værdsættelse af deres egne muligheder og ansvar. *
Man opfordrer her til at gemme de pæneste afguder i form af etik. Blot må der ikke være noget som helst, der lægger bånd på menneskets frie trang til at udfolde sig efter sine lyster.
Jordens konger rejser sig, fyrsterne slår sig sammen mod Herren og mod hans salvede: "Lad os sprænge deres lænker og befri os fra deres reb." Han, som troner i himlen, ler, Herren spotter dem. *
Traditionelle religioner tilbyder menneskeheden trøst, men lige så ofte hindrer de mennesker i at hjælpe sig selv eller opleve deres fulde potentiel. Sådanne institutioner, trossætninger og ritualer hæmmer ofte vilje til at tjene andre. Alt for ofte opfordrer traditionel tro til afhængighed i stedet for uafhængighed, lydighed snarere end selvtillid, frygt snarere end mod.*
Hvad angår traditionel religions fordummelse og passivisering må vi igen give humanisterne ret. Systemer og religiøse ritualer bringer ikke meget frem af den skaber i hvis billede vi er skabt.
Alle disse traditionelle institutioner og strukturer, som er skabt i Babylons billede kan tjene som ynglepladser for vore værste egenskaber. Smålighed og magtbrynde går ofte hånd i hånd og giver anledning til at Guds navn spottes.
Sand og sund kristendom fremelsker uafhængighed, lydighed, selvtillid og mod uden at hæmme viljen til at tjene andre.
I den seneste tid har de frembragt en social aktivitet med mange tegn på relevans i efterdønningerne af "gud er død"-teologierne. Men vi er ude af stand til at få øje på nogen form for formål eller forsyn angående menneske-arten. *
De eneste former for teologi med en Gud, som man synes om, er Gud er død-teologien, fordi de stakler der opererede med denne syge tanke var meget socialt engagerede.
At den fortabte humanist ikke kan få øje på nogen form for formål eller forsyn, kan ikke undre nogen. Ikke en gang den teologisk uddannede Nikodemus, som opsøgte Jesus, havde mulighed for at se Guds Rige - førend han blev født på ny. Jesus svarede ham: "Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige." v *
Selv om der er meget, vi ikke ved, så er mennesker stadig ansvarlige for, hvad vi er og hvad vi vil blive. Ingen guddom vil frelse os; vi må frelse os selv. *
Her ser vi det fortabte menneskes trods og hovmod i højeste potens. Selv om opgaven med at frelse sig selv er både umulig og unødvendig mener den optimistiske humanist, at han må klare den selv. Dertil kommer, at den "frelse" han taler om, udelukkende drejer sig om et sølle jordeliv på max 130 år. Skån mig for at blive "frelst" til det. Den mistænksomme stakkels humanist er overbevist om, at alle mennesker lyver, så deres "påståede" Gud er enten en sutteklud for dem selv eller et middel til effektivt at manipulere andre med. Derfor finder han løfter om frelse illusoriske og skadelige, som det fremgår af næste afsnit:
Frelse og fortabelse som religiøse magtmidler
2. Løfter om udødelig frelse eller frygt for evig fordømmelse er både illusoriske og skadelige. De afleder mennesker fra de øjeblikkelige gøremål, fra at realisere sig selv og fra at rette op på sociale uretfærdigheder. *
Igen harcelerer humanisterne til dels med rette imod de mest primitive (og mest effektive) lokke- og skræmme-midler som anvendes af religiøse manipulatorer. Det er ingen sag at love folk Guld og grønne skove, når disse ikke udbetales i vort indeværende liv; der er jo ingen mulighed for at kontrollere, om det lovede virkeligt forfalder til udbetaling, når livet ophører. Det samme gælder for den sags skyld truslen om evig fortabelse. Hvem kan kontrollere om de, der synder mod systemet virkelig ender et så ubehageligt sted?
Men både løfter og trusler er nogle grusomme magt- og tortur-redskaber i hænderne på et skruppelløst præsteskab. Enhver autoritetstro person vil danse til deres fløjter, som var det rottefængeren fra Hameln. En virkelig overbevist gruppe af mennesker vil være i et veritabelt slaveri og have så travlt med at tilfredsstille de religiøse magthaveres regler, at de ikke får tid til overs til noget som helst andet - herunder at tænke selvstændigt.
Men nu er Bibelens løfte om udødelig frelse ikke blot et løfte, der ikke kan kontrolleres. Vi, der tror på Guds Søns navn har evigt liv. Det er ikke noget vi måske forhåbentlig får som belønning for god opførsel, men noget, som vi allerede har modtaget. Derfor kan hverken løfter eller trusler hindre os i at realisere os selv.
De hvidkitlede præsters ufejlbarlige budskab
Moderne videnskab tror ikke på sådanne historiske opfattelser som "Deus ex Machina" og den selvstændige sjæl. Videnskaben bekræfter tvært imod, at menneske-arten er opstået ud af naturlige evolutionære kræfter. *
Hvad "moderne" videnskab er, må stå hen i det uvisse - eftersom moden jo skifter med årstiderne. Men, hvad angår den faglige og sunde videnskabs holdning til disse spørgsmål, må vi konstatere, at den slet ikke giver sig af med at "tro" eller "ikke tro" på noget som helst. Dermed ville den jo holde op med at være videnskab. Anderledes forholder det sig med den pseudo-videnskab, som humanisterne tager til indtægt for "ubetvivleligheden" af deres påstande, og som skal dokumentere, at humanismen er andet og ",ere" end en religion. Selve denne udtalelse om, hvad "moderne" videnskab "tror" eller ikke tror afslører, at humanisterne omgås med videnskaben på en særdeles useriøs måde. Ægte og "umoderne" videnskab beskæftige sig med naturlovene og deres gyldighedsområder. Læs mere i afsnittet: Hvad er videnskab.
Den anden forrykte påstand om, at videnskaben på nogen som helst måde skulle kunne bekræfte eller bekræfter evolutions-dogmet, er at gøre nar med sandhedselskende og seriøse videnskabsmænd. Et enkelt eksempel skal bringes her, men i øvrigt henvises til kapitlet "Humanismens Hovedhjørnesten".
Dr. Colin Paterson * fremkom 5. november 1981 med følgende udtalelse i en hovedtale på American Museum of Natural History, New York City:
"En af årsagerne til at jeg begyndte at indtage mit nuværende anti-evolutionære synspunkt, eller lad os hellere kalde det "ikke-evolutionært", var at jeg sidste år pludselig indså, at jeg i over 20 år havde forestillet mig, at jeg arbejde på evolutionen på en eller anden måde. En morgen vågnede jeg op og konstaterede, at der var sket et eller andet i nattens løb. Det slog mig pludseligt, at jeg havde arbejdet med det stof i tyve år, uden at jeg havde et gran af konkret viden om det. Det er noget af et chok at indse, at man kan være vildledt så længe. Enten måtte der være noget galt med mig, eller også måtte der være noget galt med evolutions-teorien. Nu ved jeg selvfølgelig, at der ikke er noget i vejen med mig, så i de seneste uger har jeg forsøgsvis stillet forskellige mennesker og grupper et ganske enkelt spørgsmål.
Spørgsmålet er: "Kan du fortælle mig noget du ved om evolutionen, noget som helst, bare én eneste ting, som er sandt? Jeg afprøvede spørgsmålet på geologi-staben på "Field Museum og Natural History" og det eneste svar jeg fik var tavshed. Jeg prøvede det på medlemmerne af "the Evolutionary Morphology Seminar på University of Chicago. Det er en meget højt anset gruppe evolutionister og det eneste jeg svar jeg fik der var lang tids tavshed, og til sidst ar der en, der sagde: "En ting ved jeg! - man burde ikke undervise om det i Gymnasiet!"
Så vidt vi ved er hele personligheden en funktion af den biologiske organismes transaktioner i en social og kulturel sammenhæng. Der er intet pålideligt vidnesbyrd om at livet varer længere en legemets død. *
Det faktum, at de fleste livsytringer giver målelige signaler i vort legeme, beviser jo ikke, at hele deres virkelighed befinder sig i den fysisk målelige verden. For en gangs skyld er humanisterne dog her så ærlige, at de bruger udtrykket "så vidt vi ved".
Hvad angår pålidelige vidnesbyrd om liv efter legemets død, har vi mange øjenvidne-beretninger. Paulus skriver om det i 1. Korintier-brev: Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget: at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne, at han blev begravet, at han opstod på den tredje dag efter Skrifterne, og at han blev set af Kefas og dernæst af de tolv. Dernæst blev han set af over fem hundrede brødre på én gang, de fleste af dem er endnu i live, men nogle er sovet hen. Dernæst blev han set af Jakob, siden af alle apostlene. *
Her ser vi altså, at der er adskillige pålidelige øjenvidner til, at livet ikke nødvendigvis ophører ved legemets død. Hertil kommer så mange andre historiske og nutidige øjenvidner, som har bevidnet dødes opstandelse. Nu kan man jo indvende, at antallet af vidner ikke er så stort i forhold til det samlede antal mennesker i verden, som ikke kan bevidne det. Men i forhold til antallet af pålidelige øjenvidner til et eneste tydeligt tilfælde af evolution, er antallet overvældende. Der findes nemlig ikke ét eneste øjenvidne til ét eneste tilfælde af evolution i hele menneskehedens historie.
Vi lever videre i vore efterkommere og gennem den måde vi har øvet indflydelse på andre i vor kultur. *
Denne pseudoreligiøse tanke er en meget almindelig trøst blandt humanister. Naturligvis øver vi indflydelse på vore medmennesker og vore efterkommere, men at skulle "leve evigt" i dem som et resultat af vore gode gerninger er en meget tam og vag form for at leve videre. Men det er jo egentlig en naturlig konsekvens at drage for mennesker, hvis højeste instans er en u-person, at mennesket så nødvendigvis vil ende som en ikke-person.
Praktisk taget samtlige gudløse religioner lærer faktisk, at vi for at "nå målet", hvad enten det er Nirvana, Atman eller, hvad det nu måtte være, skal blive upersonlige.
De omvendte kristne lærer lige præcis det modsatte: vi skal tvært imod blive mere og mere personlige og ligne Gud som Hans elskede børn. Vi arbejder ikke på en udslettelse af personligheden, men tvært imod på en forvandling af den skrøbelige personlighed til en helstøbt og evig personlighed, som allerede manifesterer nogle af sine egenskaber i det indeværende liv.
Traditionelle religioner er visselig ikke de eneste hindringer for menneskets fremskridt. Andre ideologier er også i stand til at hæmme menneskets fremskridt. Visse former for politiske ideologier virker nærmest religiøse og afspejler de værste egenskaber ved ortodoksi og autoritetstro, især når de ofrer enkeltindivider på utopiske løfters altre. *
Vi ser her igen, at det først og fremmest er den blinde og fordummende udenads-ortodoksi og autoritetstro, som vækker humanisternes afsky. De ser heri de samme tendenser, som findes i religionen.
Hvad angår ofringen af enkeltindivider på utopiske løfters altre, er det noget, som gælder samtlige religioner. Så snart det drejer sig om døde idealer, vil de før eller siden kræve ofre. Altrene kan være mere eller mindre synlige og de utopiske løfter kan virke mere eller mindre opnåelige.
Da humanismen tror på den "hellige, ukrænkelige og ufejlbarlige" evolution, er enhver handling, som tjener til fremme af denne i sig selv hellig. Hensigten helliger midlet. ET eksempel på dette er humanisternes helligholdelse af retten til provokeret abort. Det ufødte foster er et enkeltindivid, hvis lige aldrig har været på jorden og hvis lige aldrig siden vil få mulighed for at opstå. Dette enkeltindivid må imidlertid gerne ofres på utopiske løfters alter. Der er to hoved-altre i denne offertjeneste: Friheden til at gøre som man lyster og social- og sundheds-darwinismen. Den første nødvendiggøres af humanismens frie holdning til tøjlesløse seksuel eksperimenter. Herunder kan det ikke undgås at "uønskede" børn undfanges. Disse må naturligvis skaffes af vejen. Det kan man gøre med god samvittighed under påberåbelse af loven om social darwinisme.
Man mener at kunne forestille sig, at uønskede børn skader de "sociale gener" og at man derfor gør den sociale evolution en stor tjeneste ved at udrydde disse potentielle skadevoldere. Nu er det langt fra bevist, at man kan afhjælpe social nød ved at aflive de personer, som er i risikogruppen. Tanken om, at "ønske-børn" vil få et bedre liv end "fejltagelser" virker jo næsten indlysende. Der er da heller ingen, som har svært ved at antage dette dogme. Desværre svarer virkeligheden ikke til denne antagelse. Den canadiske læge, psykolog og psykiater Dr. Philip G. Ney har foretaget videnskabelige analyser, som viser, at "ønskebørn", som kommer til verden efter at en eller flere af deres yngre søskende er blevet luget ud, har en højere frekvens af psykisk, fysisk og seksuel misbrug end deres jævnaldrende "fejltagelser", som burde være luget ud, fordi de ikke kom tilpas.
Det andet forsvar for fri adgang til provokeret abort er af rent racehygiejnisk art. Den humanistiske ideologi ser sig i stand til at definere et "sundt humanistisk standard-menneske". Personer, som afviger fra denne standard må naturligvis være ulykkelige - ja, så ulykkelige, at man gør dem en stor tjeneste ved at aflive dem eller sikre sig, at de aldrig kommer til verden. Tanken er ingenlunde ny og har været praktiseret i mange totalitære stater historien igennem.
Et af de mest effektive og storslåede projekter blev iscenesat af Adolf Hitler og hans stab. Af "lutter barmhjertighed" opbyggede man allerede i mellemkrigstiden et effektivt industri-apparat, hvis produkt var "lykkelige kronisk syge og åndssvage". Råmaterialet var alle genetisk defekte samt senere alle med en sygejournal, der strakte sig over mere end 5 år. Kuren var enormt effektiv efter behandlingen, klagede ingen af patienterne over nogen form for sygdomstegn. Da produktionsapparatet på et tidspunkt løb tør for råmaterialer, måtte man søge et nyt markedssegment, hvilket elegant blev inddraget ved at betegne alle folk af jødiske afstand som per definition genetisk defekte og uønskede. Takket være rationel drift og de tidligere indhøstede erfaringer indenfor eutanasi opnåede man en meget stor drifts-kapacitet med forholdsvis lave omkostninger per capita. Man holdt rentabiliteten endnu højere ved at effektivisere udnyttelsen af de "lykkeliges" efterladenskaber, som de ikke længere havde brug for.
Det virker måske som en noget barsk beskrivelse, men det er den samme rationalistiske ånd, der står bag nutidens ønske om race-hygiejne i form af provokeret abort samt det såkaldte "barmhjertigheds-drab" på gamle og syge.
Humanisterne søger med deres sidste sætninger i afsnittene om religion at hindre en gentagelse af udryddelses-fabrikkerne, men det er desværre nok for naivt at antage at kreative livsmål er i stand til at dæmme op for rent økonomiske og politiske synspunkter i et gudløst samfund:
Rent økonomiske og politiske synspunkter har som regel, uanset om de er kapitalistiske eller kommunistiske samme virkning som religiøse og ideologiske dogmer. Selv om mennesker utvivlsomt har brug for både økonomiske og politiske mål, har de også brug for kreative værdier at leve for. *
Hermed afrunder vi gennemgangen af de to første afsnit i det humanistiske manifest. Sammen med indledningen og forordet er det de afsnit, som mest direkte angriber tanken om en kærlig og medlidende Gud.
Vi har også konstateret, at det hovedsageligt er humanismens manglende evne til at skelne mellem kristendom og religion, der har medvirket til forkastelse af en personlig Gud. Måtte vi som kristne blive i stand til at være bedre vidner om det liv, som er i stand til at hæve os over enhver form for religiøsitet. Måtte vi leve efter Hans ord og vise Hans barmhjertighed på en så klar måde, at de skuffede humanister igen tør tro på en kærlig og omsorgsfuld Gud og Skaber.