Definitioner på Situations-etik og lejligheds-moral
Efter at humanisterne har gjort god det godt og grundigt af med Gud men ikke med den gudløse religion, må de jo søge et andet ideologisk grundlag, hvilket de gør i etikken eller moral-læren.
E'tik -ken (fra græsk ethikos sædelig, afledt af ethos sædvane, sæder; jævnfør etisk) læren om det ene menneskes rette optræden overfor det andet.
Mo'ral -en (ænyda.; gennem fransk morale eller tysk moral fra latin morale intetkøn af tillægsordet moralis afledt af mos (ejefald: moris) skik) de regler for handling og adfærd, der anses for rigtige i et samfund.
Man kan således konstatere at begge ord betyder sædvane eller skik men er lånt fra henholdsvis græsk og latin. Da vaner, skik og brug i denne sammenhæng afhænger af kultur og tid, vil det ikke være muligt at fremsætte en absolut etik. Det, som er sædvane til én tid i en kultur, vil ikke være det på et andet tidspunkt eller i en anden kultur.
I vor nordiske kultur har det i det seneste århundrede og indtil for nyligt været betragtet som uetisk at stikke fingrene ned i madfadet og spise af det. Det regnedes heller ikke for god vane højlydt at bøvse eller ræbe sig. I visse andre kulturer ville begge dele ikke blot anses for acceptabelt, men ligefrem være påkrævet for at blive betragtet som velopdragen. Derimod ville anvendelse af venstre hånd ved spisningen blive betragtet som overordentligt svinsk og uopdragent.
Det vil altså være meget vanskeligt at opstille en universelt gældende etik og moral, med mindre hele verden kunne blive særdeles ensrettet, hvad vaner og ideer angår.
I daglig brug i den vestlige verden synes der dog at være en lille betydningsforskel i opfattelsen af de to begreber. Etik virker en anelse mere upersonlig, "filosofisk" og "nøgternt" og dækker over mere logiske begreber end moral, som forekommer mere personlig og har en stærkere klang af "godt / ondt" eller "rigtigt / forkert".
3. Vi fastslår, at moralske værdier udspringer af menneskelig erfaring. *
Her fremkommer man med en påstand, hvis logiske gyldighed ikke er underbygget. Det er slet og ret en påstand. Mange vil nok have en klar fornemmelse af, at mennesker har en slags universel indbygget samvittighed, som giver en rettesnor for moralen. Vi må dog konstatere, at humanisterne har delvis ret, idet det først og fremmest er vort miljø og vor kultur, der præger os med de moralbegreber, som er med til at styre vort liv. Men i øvrigt er det meget vanskeligt at begrunde begreberne etik og moral ud fra den humanistiske grundtanke, idet de ikke synes at have nogen værdi i evolutionens regi. I evolutionen gælder kun: "Æd eller bliv ædt" og "den stærkeste overlever".
Etik er autonom og situations-afhængig og kræver ingen teologisk eller ideologisk sanktionering. *
Dette er endnu en lodret påstand, som altså samtidigt bliver definitionen af humanistens forståelse af etik. Selv hos det fortabte menneske synes der at være reminiscenser af en form for absolut etik. Men den er dog ikke universel og kan "overskrives" af kulturelt fastsatte regler.
Svig og bedrag som "helte-egenskaber"
I bogen "Fredsbarnet" beskrives et samfund, hvor den største og mest feterede helt er ham, der kan bedrage flest af nabolandsbyernes beboere til at besøge ham, hvorefter han får dem alle slået ihjel ved et brutalt bagholdsangreb. Man kan forestille sig kulturens indhold ved at tænke på, at de, da de hørte den bibelske beretning om begivenhederne op til korsfæstelsen, opfattede Judas Iskariot som en stor helt i forhold til Jesus.
Etik stammer fra menneskets behov og interesser. Benægtelse af dette forvrider hele grundlaget for livet. Menneskelivet har betydning fordi vi skaber og udvikler vor fremtid.*.
Vi må igen give humanisterne delvis ret, idet hovedparten af vor tillærte etik stammer fra andre. Men når alt det tillærte trækkes fra, så findes der dog noget, som virker mere fast og fælles. Det er givet at de fleste former for etik er stærkt forbundet til den kultur, man befinder sig i. Men det er en uvidenskabelig påstand blot at erklære, at det udelukkende er menneskelige behov og interesser der er basis for det.
Det er klart, at en benægtelse forvrider det hele grundlag for livet, som humanisten antager som en realitet. Dette viser sig igen ved, at man mener, at mennesket er målet i sig selv. Sandheden er den, at vi er en del af en langt større sammenhæng, hvori vi indgår som elementer i Guds plan. Hver af os er langt mere betydningsfulde i os selv, end humanisten med sin statistiske tankegang aner. Det er nemlig kun den Levende Skabergud, som har kapacitet til på engang at tilgodese helheden og den enkelte.
Lykke og kreativ realisering af menneskelige behov og ønsker - enkeltvis og til fælles glæde - er humanismens grundtema. Vi stræber efter et godt liv her og nu. Målet er at søge livets berigelse på trods af de vulgære, kommercielle, bureaukratiske og umenneskeliggørende kræfter. *
Her ser vi klart, at humanismen er rendyrket lykke-religion. Selv-realisering og lykke er selve dens grundtema. Der er vel næppe nogen af os, som ikke gerne vil leve lykkeligt. Og det også gerne så snart som muligt. Problemet er, at man overser visse betingelser og forudsætninger, som må være til stede. Det er for eksempel umuligt at være lykkelig ganske for sig selv. En helt isoleret og stærk følelse af lykke vil vende sig til en forbandelse, hvis man ikke har nogen at dele den med. Det er ikke muligt at være lykkelig som isoleret person. Den genfødte kristne kan naturligvis opleve lyksalige tilstande af henrykkelse - men det er jo aldrig alene men altid med en klar bevidsthed om Guds nærværelse. Et tilsvarende mål af lykke ville for en fortabt være meget vanskeligt at bære.
I Israels historie ser vi, hvordan folket for vild ved at dyrke Asjererne - lykkeguderne. Det at søge lykken som mål kan mystisk nok føre til en tilstand af ulykke. Efter at Jesus har advaret mod at søge alle de ting, som udgør den timelige lykke, siger han: "Alt dette søger hedningerne, men jeres Himmelske Far ved, at i trænger til alt dette. Men søg først Guds herredømme og Hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage." *
Tålmodighed er ingen dyd i den humanistiske religion. Det skal være her og nu! Men det er ganske vanskeligt for ikke at sige umuligt, hvis lykken beror på ydre faktorer - om ikke andet fordi selve frygten for at miste den flygtige lykke kan fordærve den.
Den, som søger at bjærge sit liv skal miste det ! At fange lykken er som at fange en sommerfugl. For at "beholde" den, må man dræbe den og spidde den på en nål - men så er det jo ikke længere en sommerfugl, men kun liget af en sådan.
Den genfødte kan være ganske lykkelig i det evige nu, hvor han eller hun til enhver tid kan opleve det berigende fællesskab med deres bedste ven. Denne lykke er ikke det primære mål og er derfor ikke så forgængelig. Den afhænger heller ikke af ydre faktorer, men bunder i et umisteligt nært fællesskab med Skaberen selv.
4. Fornuft og intelligens er de mest effektive redskaber menneskeheden har i eje. Der findes ingen erstatning for disse: hverken tro eller følelser er tilstrækkeligt i sig selv. *
Den sidste af påstandene må vi jo nok give humanisterne ret i. Ret skal være ret. Men med al mulig respekt for verdens mest intelligente mennesker, så er deres samlede fornuft kun et støvgran i forhold til Guds Visdom. Se, som dråber på stand og fnug på vægt er alle folkeslagene.
Følelser og tro kan jo af natur ikke svæve frit i luften. Men det er i høj grad et spørgsmål om balance. Vi kan betragte de tre som indbyrdes afhængige og komplementerende*. Men hverken forstanden eller følelserne er skabt til at herske; men begge er glimrende som tjenere. Troen har evnen til at herske, men kræver de to kammertjenere for at fungere som den er designet til.
Et menneske, som er behersket udelukkende af sine følelser vil være totalt lunefuldt og uberegneligt. Det ene øjeblik parat til at gå i døden for os - i næste øjeblik totalt ligeglad eftersom følelserne nu har en anden retning. Følelserne kan virkelig være en stærk drivfjeder, men en fjeder, som let knækker eller kammer over. Den, som lader sig lede af sine følelser, er slave af en særdeles uberegnelig herre.
Et menneske, som beherskes udelukkende af sin forstand vil være en kyniker, som helt prosaisk beregner, hvad der giver den største fortjeneste. Hvor "føleren" ofte vil være varm og begejstret vil "beregneren" som regel være fuldstændigt kold og kontant - med mindre altså det bedre kan "betale" sig at illudere varm. En sådan person kender ikke til varme og venskab og er meget ensom. Alt andet og alle andre er kun brikker i et spil eller poster på et regnskab.
Kun hos det menneske, hvor troen er i højsædet, finder vi den balance, som gør livet skønt. Men de to andre egenskaber må også være til stede, hvis det ikke skal gå galt. Troen er fra Guds side bestemt til at være menneskets primære ledetråd; men både følelser og forstand er med til at afgøre kursen - og begge har undertiden vetoret. Dette hindrer at troen går amok og bringer os i situationer, som ikke er gavnlige for os selv eller andre.
Hvis troen alene kommer til magten uden de to andre afbalancerende faktorer, får vi fanatiske bevægelser som Islam og lignende tros-bevægelser, hvor man kobler både forstand og følelser fra og alene underkaster sig troen som herre. Der vil ofte være tale om en blind tro, som skal være lydig mod bevægelsens guru eller, hvad man nu kalder den "salvede" leder. Den "rene" tro tillader ingen tvivl om ledernes ufejlbarlighed. Den blotte tanke om at sætte spørgsmålstegn ved en eneste del af systemet er en meget alvorlig "synd" i klasse med synd mod Helligånden og kan medføre "fortabelse" og "udstødning". Ren tro fungerer bedst i en nyvasket hjerne, hvorfor alle systemer, som markedsfører ren tro også excellerer i forskellige effektive metoder til hjernevask.
Også indenfor den egentlige kristne del af de religiøse marked, er manglende balance omkring disse ting særdeles skadelig. En af hovedårsagerne til de mange forskellige stridende kirkeretninger er ofte, at man har overprioriteret enten tro, forstand eller følelser. Derved kommer kristne til at stå i hver sin grøft - desværre ofte beskæftiget med at grave grøfterne dybere. Det overskydende mudder fra grøftegravningen kastes elegant over i hovedet på dem i den modsatte grøft.
Den kontrollerede anvendelse af videnskabelige metoder, som har omformet natur- og social-videnskaberne siden Renæssancen skal anvendes yderligere til løsningen af menneskets problemer. *
Da man har forkastet troen som rettesnor og da følelserne i kraft af deres ustadighed afslører sig som noget upålidelige som vejleder, har humanisten kun forstanden at klynge sig til. I stil med muhamedanernes trosbekendelse: "Der er kun en sand Gud, Allah og Muhammed er hans profet!" lyder humanistens credo: "Der er kun en sand gud: Fornuften og "videnskaben" er dens profet." Vi vil i et senere kapitel komme ind på, hvad sand videnskabelig metode består i og se nytten af denne. Her blot konstatere, at det er ikke 'alt guld, der glimrer' og det er heller ikke al "videnskab", som i sandhed er videnskab.
Men fornuften skal afbalanceres med ydmyghed, eftersom der ikke er nogen gruppe, som har eneret på visdom eller dyd. Ej heller er der nogen garanti for at alle problem kan løses eller alle spørgsmål finde svar. Dog er kritisk intelligens med en tilførsel af menneskelige omsorg den bedste metode, som menneskeheden har til løsningen af problemer. Fornuften bør afbalanceres med medlidenhed og medfølelse og hele personen bør tilgodeses. *
Som vi ser her, er selv humanisten klar over, at det går ikke at lade fornuften være total enevældig. Selv han er klar over, at det vil give et for kynisk system. Men her afslører det sig, at størsteparten af humanistens ideologi er en kopi af kristne principper. Ydmyghed har nemlig ingen logisk plads i humanistens evolutions-styrede system. et samme gælder for den sags skyld visdom og dyd, medlidenhed og medfølelse. Hvis disse egenskaber er attråværdige, hvor kommer de så fra? Set fra et evolutions-synspunkt, må de være helt fejlslagne, hvis den slags egenskaber havde vist sig i de fiktive millioner af år forud, var evolutionen aldrig kommet til at forløbe som man forestiller sig. Hele dette afsnit viser, at humanisten dybest set drømmer om den verden som kun Fredsfyrsten kan tilvejebringe. Desværre har han stirret sig blind på de forvrængede forfalskninger af Guds rige, som historien har fremvist i form af udbyttende og totalitære religiøse systemer. Humanisten formår åbenbart ikke ud fra alle forfalskningerne at slutte sig til eksistensen af originalen.
Ved anvendelse af logik, burde han kunne få en indtil vished grænsende formodning om, at der måtte være noget ægte kristendom et eller andet sted.
Falskmøntnerens nødvendige forudsætning.
Gennem århundreder ,lige siden penge blev indført, har der været falskmøntnere som med mindre eller større dygtighed har fremstillet falske penge. Det gjaldt de første guldmønter, som man gjorde klogt i at bide i inden man modtog dem. Man kunne da afgøre, om de var for bløde elle for hårde, hvilket afslørede, at der var anvendt andre metaller end ægte guld. Med indførelse af pengesedlerne opstod der et nyt marked for falske pengesedler. Udstederne af pengesedler har gjort sig store anstrengelser for at vanskeliggør fremstillingen af forfalskninger ved at anvende særligt papir med vandmærker og metaltråde m.m. samt at lave en masse filigran-arbejde i mønstrene på pengesedlerne. Alligevel optræder der gang på gang forfalskninger af sedler af alle størrelser. Umiddelbart ville man jo sige, at det var mest rentabelt af efterligne den pengeseddel med højeste pålydende værdi; men det er ikke sikkert, idet folk har tilbøjelighed til at være mere opmærksomme på ægtheden af dem. Således cirkulerer der talrige falske dollarsedler med lav værdi, fordi folk er mindre opmærksomme på deres ægthed. Men hvorfor mon man aldrig finder falske 73-dollar sedler?
Af den enkle grund, at der heller ikke findes nogen ægte. Der er nemlig ingen mening i at fremstille "forfalskninger", hvis der ikke findes nogen originaler.
Således kan man slutte sig til, at det må være muligt for mennesker at få et 'ægte' forhold til Gud, eftersom der findes så mange mere eller mindre vellignende forfalskninger.
Således gør vi os ikke til fortalere for anvendelsen af videnskabelig intelligens uafhængigt af eller i modsætning til følelser, for vi tror på opdyrkelse af følelser og kærlighed. Efterhånden som videnskaben udvider grænserne for, hvad der er kendt, fornyes menneskets fornemmelse af undren til stadighed, og kunst, poesi og musik får indpas sammen med religion og etik. *
Vel vidende, at forstanden og intelligensen alene efterlader mennesket i en tilstand af kulde og kynisme, anbefaler humanisten også følelser og et uvidenskabeligt fænomen, som kaldes kærlighed som medicin mod dette. Anvendelsen af den slags begreber i dybest set totalt selvmodsigende for en humanist. Hvis man virkelig skal tro på, at vores oprindelse er millioner af års tilfældige kombinationer frembragt af den totalt ubarmhjertige evolutions-kraft, så har kærlighed ingen relevans. I det system er der dybest set ingen plads for nogen højere mening med livet. Hvad angår kunst, poesi og musik må de beskrives som meningsløse krusninger på overfladen af evolutionens store hav.
Det er vanskeligt at give en entydig definition af kunst. Ordet kommer jo af verbet at kunne og indebærer derved en rent håndværksmæssig evne. Men vi mener jo nok noget andet og mere end dette. Ordbogens definition er: 1. hvad der skabes af kunstnere ved inspiration (modsat 'håndværk', 'videnskab')..
Det karakteristiske ved kunsten er netop inspirationen. Dette udtryk er latin og betyder ordret indblæse - altså noget som er indgydt af en ånd. Nu findes ånder jo per definition ikke i den humanistiske verden, så det er lidt af en gåde, hvor kunstnerne får deres inspiration fra?
Den enkleste og mest dækkende definition af kunst, jeg kender, lyder som følger: Kunst er et timeligt og sanseligt udtryk for noget, som har rødder i evigheden og derfor er usanseligt.
Med andre ord: En sand kunstner er en person, som har den fornødne faglige kunnen kombineret med en evne til at se ind bag forhænget og udtrykke det, han oplever ved hjælp af former, farver, ord eller toner, som kan give andre mennesker et glimt af evigheden.
En kunstner er altså en visionær person med en vis mængde talent og håndværksmæssig kunnen. Hans eller hendes opgave er at skue ind i evighedens og åndens verden og gøre andre mindre visionære personer delagtige i deres indblik. De sanselige midler er sådan set underordnede, idet man kan bruge sin krop og sin stemme, sin hele udstråling farver, former og lyd, ja, hele det register, som modtageren er i stand til at sanse.
Den højeste form for kunst er profetiens og prædikenens kunst. Kunsten at se ind i Guds Evige Rige og skænke tilhørerne trøst og tryghed, men samtidig også forstærke deres længsel efter selv at se det, som prædikeren eller profeten ser. Men barmhjertigheden og nåden er en væsentlig del af evigheden og det er en endnu større kunst at udtrykke disse guddommelige og evige kvaliteter i gerning og sandhed.
Ordet i digt, poesi, prosa og drama formår også at meddele noget åndeligt og evigt. Men under alle omstændigheder er det nødvendigt at bedømme ånderne. Tro ikke enhver ånd. Det gælder både prædiker og kunstner. Der er andre ånder på færde end Guds Ånd og Hans engle!
Som nævnt er etik og moral totalt meningsløse begreber på baggrund af evolutions-dogmet, som humanisterne klynger sig til. Men vi kan dog glæde os over, at man bortset fra totale anarkister sjældent møder mennesker, som efterlever det, de tror på - i hvert fald når de tror på evolutionen. I så fald skulle de stærkeste æde og drikke, plyndre og voldtage for at klare sig i kampen for overlevelse efter princippet "The survivial of the fittest". Men mere om dette i afsnittet om Humanismens Hovedhjørnesten.