Som kronen på værket kommer humanisterne her med deres afslutningsreplik. Det, der gør det vanskeligt at få greb om den humanistiske religion, er dens diffuse karakter. Vi har her et manifest - ordret en håndfæstning. Men tilhængerne har på forhånd frasagt sig troskab mod det. Det er ikke nogen tros-bekendelse siger de. Simpelt hen fordi de er så store individualister, at de ikke kan indordne sig under en sådan fælles udtalelse. Der er mange underskrivere af manifestet. Veluddannede og kendte indenfor kunstneriske og akademiske kredse. Men da etik kun godtages i form af situations-etik, og da moralske principper ikke kan anvendes til bedømmelse af sand grundvidenskab, skal man jo blot erklære sig som grundforsker. Således får man mulighed for at blæse på moralen - og situations-etik kan altid bøjes, så den passer situationen.
Det kan være svært at se, hvad der er den røde tråd i hele dette diffuse netværk af velmenende humanister. Man savner måske en pave og et hovedkvarter. Nogle katedraler og kirker, moskeer eller gudshuse. Sådan manifesterer de andre religioner sig jo. Man vil imidlertid lede forgæves efter formanden og bestyrelsen. Humanismen virker på samme måde som sin mere æteriske søster New Age. Det er et løst netværk af små indbyrdes afvigende enklaver, som udveksler information med hinanden, men som i øvrigt er autonome enheder. Der er ingen synlig jordisk organisation, der holder alle trådene i sin hånd.
Det, der holder hele systemet sammen er den humanistiske ånd. Det ved humanisterne dog knap nok selv, eftersom de har valgt at sætte det blinde øje for den kikkert, som peger mod åndeverdenen. Kun de humanister, som samtidig er grebet af New Age tanken, gør sig bevidst, at de har at gøre med åndelige ting. Den humanistiske ånd viser sig som en lysets engel: Menneskekærlig, viis, alvidende, lys - men ved en nærmere åndelig analyse af den, ser man, at den kommer fra afgrunden. Dens mål er at hjælpe menneskeheden - vel at mærke til at kaste sig næsegrus for dens overordnede, Satan selv.
Afslutningsvis: Verden kan ikke vente på at en forsoning mellem konkurrerende politiske eller økonomiske systemer skal løse dens problemer. Nu er det på tide, at mænd og kvinder af god vilje skal fremme opbygningen af en fredelig og fremgangsrig verden. *
Det er da altid noget, at humanisterne erkender, at verden er i en krise-situation, som kræver handling. Desværre ser de ikke årsagen til krisen og er derfor heller ikke i stand til at levere en brugbar løsning. Uanset, hvor solidt og hvad man opbygger på sandgrund, vil det bryde sammen, når grundlaget under det smuldrer væk. En fredelig verden uden fredsfyrsten er en tåbelig og dåragtig utopi. En fremgangsrig verden, som ikke tilgodeser menneskets dybeste åndelige behov for fællesskab med en tryg fader, kan kun give fremgang på de tekniske og økonomiske område. Og ret beset er det jo kun ganske få, som lider på det område. Den største lidelse findes i de enkelte fortabte menneskers sjæle. Den største kamp står mellem godt og ondt på sjælens arena. Og i denne livsvigtige kamp, betyder økonomisk velstand såre lidt. Jesus fortalte en lignelse, som beskriver, hvor meget økonomisk velstand forslår, når det kommer til det væsentlige:
Og han sagde til dem: "Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod." Og han fortalte dem en lignelse: "Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud *
Med al sin økonomiske velstand blev manden betegnet som tåbe, lige som ham, der byggede sit hus på sandgrund efter at have hørt om de mere varige principper.
Det fortabte menneske præges ikke just af tålmodighed, og kan ikke vente længere. Det ulykkelige er, at ingen behøver egentlig at vente et minut længere, eftersom lyset er kommet til verden: Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. *Gud har tilvejebragt det, der skal til at sprænge de begrænsninger, som synd og misbrug har pålagt verden. Det hedder jo: I nådens tid bønhører jeg dig; på frelsens dag hjælper jeg dig. Se, nu er det den nåderige tid, se, nu er det frelsens dag! *
Vi opfordrer indtrængende til at man sætter sig ud over snæversynede loyalitet, og ubøjelige moralske og religiøse ideologier. Vi opfordrer til anerkendelse af alle menneskers fælles menneskelighed. Yderligere opfordrer vi til anvende fornuft og medlidenhed til at frembringe den verden vi har brug for. - en verden, hvori fred, fremgang og frihed, lykke er tilgængelig for alle. Lad os ikke opgive den vision, hverken af desperation eller fejhed. *
Indenfor New Age og Humanismen er der en stærk tro på den såkaldte synergi-effekt. Det er ideen om, at hvis blot tilhængerne af en tro når op over den "kritiske masse", vil de kunne starte en kæde-reaktion i stil med en atom-bombe. Derfor denne indtrængende opfordring til at alle skal sprænge sine grænser for at stå sammen med humanisterne i drømmen om et gudløst Paradis. Humanisten bønfalder indtrængende sine tilhængere om at melde sig ind i de hvide knoers klub for virkelig at anstrenge sig for at frembringe den drømmeverden, hvori fred, fremgang og frihed, lykke er tilgængelig for alle.
Humanisten opfordres til ikke at opgive visionen - igen et upassende "religiøst" ord i en religion, som kun tror på fornuft og videnskab. Men hvor stammer denne vision fra? Er den overhovedet realistisk og lader det sig realisere, eller er det kun en drøm og et desperat håb?
Nej, drømmen og håbet er realistisk nok; men ikke på forfængelige grundlag, som humanisten søger at opnå det på. Hvad de drømmer om, er nemlig blot en lille del af alt det, som Gud har lovet dem, der tror på Ham. Men at opnå det ved egne anstrengelser og ved blot at lukke øjnene for synden er umuligt. Det er et Sisyfos-arbejde af enorme dimensioner.
Igen får vi halve sandheder. Det er rigtigt, at vi har et ansvar for, hvad vi er og hvad vi vil blive til. Men vi er ikke alene i verden om disse ting. Vi har en Gud, som først har skabt os og dernæst forløst os fra syndens og dødens magt og ført os ind i sin elskede søns rige: Tak med glæde vor Fader, som har gjort jer duelige til at få del i de helliges arv i lyset. Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige; i ham har vi forløsningen, syndernes forladelse *
Lad os arbejde sammen på at skabe en human verden med midler, som svarer til menneskelige mål.*
Hvad er en human verden og hvad er de menneskelige mål? Ifølge humanisten er det enkelte mennesket endelige mål total udslettelse som personlighed. Er det hvad vi skal arbejde hen imod - menneskets totale udslettelse eller, hvilke menneskelige mål findes der i det hele taget? Som Paulus udtrykker det: Og hvis det kun var med et menneskeligt håb, jeg kæmpede med vilde dyr i Efesos, hvad gavnede det mig så? Hvis døde ikke opstår, så lad os æde og drikke, for i morgen skal vi dø! *Humanismens logik er følelsesbetonet og sværmerisk. Der er ingen mening i at være "moralsk" eller god, hvis vort håb kun står til den korte stump af tiden, som vi mennesker erfaringsmæssigt har adgang til. Hvis vi ikke har den salvede i os, håbet om evig herlighed, så giver heller ikke det indeværende liv nogen mening.
Ødelæggende ideologiske forskelle mellem kommunisme, kapitalisme og radikalisme bør overvindes. Lad os komme med et opråb efter en afslutning af terror og had. *
Det er nogle helt fundamentale fejltagelser, som humanisterne og deres medløbere begår, når de søger at finde årsagen til verdens elendighed. De mener, at det først og fremmest er et spørgsmål om uvidenhed. Hvis vi blot alle bliver oplyste i vor forstand, bliver verden et lykkeligt sted at være. Men det er meget naivt at tro, at had og vrede kan fjernes ved hjælp af moralsk oprustning eller oplysning.
Bemærk, at had ikke følger matematikkens regler. Hvis jeg af en eller anden grund slår dig, og du slår mig lige så hårdt igen - er vi stadig ikke kvit. Begge parter er normalt overbevist om, at den anden slog betydeligt hårdere end man selv gjorde (modpartens slag oplevedes tydeligt nok som mere smertefulde). Med meget god vilje kan man vælge at tro på, slagene kan gå lige op, men selv om de gør det, har jeg jo stadig ikke fået godtgørelse for min oprindelige forurettelse, der var årsag til at slå dig. etc.
Men som tidligere nævnt er det slet ikke et spørgsmål om uvidenhed, men om at have viden og handle imod denne viden. Den, der altså ved, hvad der er det rette, men ikke gør det, er en synder.*. Humanistens fejltagelse består i, at han ikke erkender de virkelige årsager til vrede, had, krig og terror, nemlig synden. Synden kan ikke bortrationaliseres med nok så megen fornuft. Det samme gælder vreden, som opstår, når der sker uretfærdigheder. Synden kan kun fjernes gennem personlig og oprigtig bekendelse og tilgivelse fra den krænkede eller hans overordnede. Vreden kan kun fjernes ved tilgivelse af ugerningsmanden og eller hans overordnede.
Vi vil kun være i stand til at overleve og gøre fremgang i en verden, som har fælles menneskelige værdier. Vi kan iværksætte nye retningslinier for menneskeheden : gamle rivaliseringer kan erstattes af bredt baserede kooperative indsatser. Forpligtelsen til tolerance, forståelse og fredelig forhandling tvinger os ikke til at affinde os me status quo eller optrapningen af dynamiske og revolutionære kræfter. Den sande revolution finder sted og kan forsat gøre det i form af utallige ikke-voldelige justeringer. Men dette er en følge af villigheden til at gå videre fremad til nye og voksende niveauer.*.
Disse afsluttende idealistiske passager minder mig i uhyggelig grad om en idealistisk klappe-kage-social-pædagog, som prøver at gøre lille Peter og lille Poul forståeligt, at de ikke må slås. Med en masse pæne og fornuftige argumenter forklares de: "I kan da nok forstå, at, hvis vi ikke alle sammen er gode og rare og kærlige imod hinanden, så bliver det meget kedeligt at være her. Bliv nu gode venner og lad os alle sammen lalle videre og klappe kage. Verden har nu stået i næsten 6000 år og på intet tidspunkt er det lykkedes at fastslå uomtvistelige retningslinier for menneskeheden. Hvilken absurd og betændt form for hybris får de stakkels humanister til at i deres vildeste fantasi forestille sig, at de skulle kunne levere de vises sten til at iværksætte nye retningslinier, som virker bedre end de gamle? Man skal være en meget naivt og fanatisk troende evolutionist for at forestille sig, at vi er så langt mere udviklede nu, end for 6000 år siden - det tidsrum er jo blot en brøkdel af et sekund på evolutionens 60 millioner års urskive!
Hvorfra udspringer og hvor findes disse sande revolutionære kræfter, som gør os villige til at gå videre fremad til nye og voksende niveauer. Og hvad er det for nogle niveauer. Ifølge uniformitetslæren er der ikke rigtigt nogle niveauer, men kun en kontinuert evolutions-strøm opad mod ukendt mål, så længe universet formodes at udvide sig - derefter bliver udsigterne temmelig sorte, eftersom man mener, at alt stof bliver suget ind i et sort hul.
På det nuværende afgørende øjeblik i historien, må forpligtelsen overfor hele menneskeheden være den højeste forpligtelse som vi er i stand til at påtage os; den går ud over alle snævre former for troskab mod kirke, stat, parti, klasse eller race , idet den går fremad mode en videre vision af menneskets muligheder. *
Det første er absolut ikke sandt! Den højeste forpligtelse som vi er i stand til at påtage os er ansvaret overfor vores Skaber. Det er helt vildt at sætte menneskeheden op som højeste instans. Denne tankegang berøver jo dybest set det enkelte individ enhver personlig værdi. Den enkelte tæller intet i forholdet til massen og statistikken som fortæller om den samlede menneskehed. Tvært imod elskede Gud verden så meget, at han gav sin enbårne søn, for at enhver (hvert eneste enkeltindivid), som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.
Humanismen dyrker det ideelle, upersonlige menneske som højeste guddom - en fiktion, som i virkeligheden slet ikke eksisterer. Den levende kærlige Gud, Skaber og Frelser finder værdi i dig og mig personligt. Manifestets ord ville give mening, hvis forpligtelsen var overfor personen Jesus og ikke overfor den upersonlige menneskehed. Menneskeheden findes ikke, den har ingen øjne eller øren, den føler intet og fatter intet. Den er dybest set ligeglad fordi den ikke eksisterer. Men det enkelte menneske findes. Du og jeg findes. Og vi er hver for sig elskede af Faderen og Sønnen.
Hvilket mål er vel mere udfordrende for menneskeheden, end at den enkelte, både ideologisk og praktisk, bliver borger i et verdenssamfund. Det er en klassisk vision; vi kan nu give den en ny livskraft. *
Jeg kan fortælle om et mere udfordrende mål om ikke for den fiktive menneskehed så for det enkelte menneske: Målet er at blive borger i det himmelske. Paulus viser talrige steder, at den problemstilling, vi står i er klassisk, snarere end ny: Efterlign mig, brødre, og se hen til dem, der lever efter det forbillede, I har i os. For der er mange - jeg har ofte nævnt dem for jer, og nu nævner jeg dem også med gråd - der lever som fjender af Kristi kors. De ender i fortabelse, bugen er deres gud, de sætter en ære i deres skam, de tænker kun på det jordiske. Men vort borgerskab er i himlene; derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser. Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt. *
Den karakteristik, som Paulus her giver passer jo forfærdende godt på humanisterne, som jo også her i deres eget skrift indrømmer, at det ikke er noget nyt, de har opfundet (Det er en klassisk vision; vi kan nu give den en ny livskraft.) Måske er der her tale om dyret, der fik et sværdhug, og som kom til live igen. I hvert fald er der tale om en vækkelse af de klassiske hedenske principper, som blev dyrket af de idealistiske grækere.
Humanismen fortolket på denne måde er en moralsk kraft, der har tiden på sin side. Vi tror, at menneskeheden er i besiddelse af den potentielle intelligens, gode vilje og samarbejdsevne, som gør det muligt at iværksætte denne forpligtelse indenfor de kommende tiår. *
Denne mystiske moralske kraft er åbenbart i koalition med tidsånden, hvilket ikke er så sært. Den græske tidsgud, Kronos, er jo netop ham, som ud af Chaos frembragte evolutionen. Hvis de virkelig er ham, som er skyld i verdens tilblivelse, skulle han da være en skarns gud, hvis han ikke fortsat ville hjælpe. Det er pænt af humanisterne, at de indrømmer, at det drejer sig om en tro og ikke en viden, når de giver udtryk for håbet om, at deres utopi kan virkeliggøres inden for en tid, der kan måles i tiår.
Og efter alle disse tros-sætninger og opfriskninger af de idealistiske holdninger og tanker, som har sin rod i den klassiske græske mytologi, aflægger en stor skare af humanister et højtideligt løfte om at støtte håndfæstningen.
Vi, de undertegnede aflægger vort løfte om, endskønt vi ikke nødvendigvis bifalder hver eneste detalje i ovenstående, at give vore generelle støtte til Humanist Manifesto II for menneskehedens fremtid. Disse bekræftelser er ikke at betragte som nogen endelig tros-bekendelse eller dogme, men et udtryk for en levende og voksende tro. Vi indbyder andre i alle lande til at slutte sig til os i den yderligere udvikling og det videre arbejde mod disse mål. *
I dette afsluttende løfte giver humanisterne udtryk for, at det er en tros-bekendelse. Ganske vist ikke nogen endelig eller absolut tros-bekendelse, men dog en sådan. De udtrykker også, at de har en "levende" og voksende tro. Men selv om genstanden for deres tro ikke er fikseret og statisk, ejer den dog ikke liv. Det er og bliver en samling døde regler og idealer. Det er stumper af sandhed og halve sandheder. Og vi må huske, at med sandhed gælder en anden form for matematik, idet to halve sandheder ikke er det samme som en hel sandhed. To halve sandheder bliver tilsammen til en løgn.
Hvor er det dog langt bedre at tro på én levende helstøbt person. At relatere til en levende person, der forstår os fuldt ud i stedet for at måle sig selv op mod et dødt reglement stykket sammen af viden og idealer. OG jeg taler her ikke om en blind og ubesvaret tro, som råber ud i et tomt univers i et forfængeligt håb om, at en eller anden hører det. Enhver, som påkalder Herrens navn skal frelses. Man kan ikke tænke sig til Gud - dertil er han alt for stor. Men man kan møde ham og opleve Hans kærlighed. Betingelsen for at møde Ham er, at man er oprigtig og ærlig. Gud viser sig nemlig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde*.
Salomon udtrykker det smukt og enkelt i Visdommens Bog:
Elsk retfærdighed , I jordens herskere, tænk på Herren med retskaffent sin , og søg ham med udelt hjerte; Han er nemlig at finde for dem, der ikke frister Ham og åbenbarer sig for dem, som ikke møder Ham med vantro. *
Dokumentet afsluttes herefter af en lang række underskrifter af fremtrædende humanistiske akademikere og forfattere samt enkelte nominelle kristne og jøder, som må være enten meget uvidende, utroligt naive eller direkte frafaldne .
Dokumentet ville aldrig kunne underskrives af et menneske, som havde den mindste virkelige kendskab til den levende Gud. Ikke blot fordi det er så gudsfjendsk i hele sin tone, men i lige så høj grad fordi det bygger på nogle helt uvidenskabelige dogmer.
Og hermed afslutter vi den detaljerede gennemgang af manifestets forskellige dele.