Efter denne minutiøse gennemgang af humanismens håndfæstning, ser vi klart, at der er forfærdende mange misteltene, som humanisterne ikke har husket at tage i ed.
Al idealismen er der ikke noget i vejen med, men de grundlæggende forudsætninger for at kunne realisere disse høje og humane idealer mangler i uhyggelig grad.
Vi kan opsummere nogle af humanismens drivkræfter i følgende hovedpunkter:
Vi har forsøgt at forstå humanisternes bevæggrunde, og det lader sig gøre et langt stykke hen ad vejen. Frugterne af undertrykkende totalitære systemer smager bittert - uanset om de vokser på et socialistisk, fascistisk, kapitalistisk, racistisk eller religiøst træ. Ser vi på historien, vrimler det med forskellige former for undertrykkende systemer af adelig, gejstlig og kapitalistisk art.
Af disse har vel nok de religiøse systemer været de mest modbydelige, idet de i modsætning til de andre systemer ikke engang har en reel vare at tilbyde. De lover guld og grønne skove i det hinsides, men kan for øjeblikket bare tilbyde valget mellem passiv underordnelse og en stadig klavring opad mod magtens tinde. Dette korrumperende magt-kapløb fordærver selv de ædleste sjæle og giver som gevinst kun den tomme glæde, der består i rigelige anledninger til at manipulere med sine medmennesker. Også som genfødte kristne kan vi harmes over al den uretfærdighed, som derved begås - "og tag ikke del i mørkets frugtesløse gerninger, men afslør dem. For man skammer sig ved blot at nævne, hvad de gør i det skjulte, men alting kommer for dagen, når det afsløres af lyset. *
Desværre må vi konstatere, at i både store og små religiøse og kristne systemer, optræder der magtmisbrug og overgreb. Det er noget, som uvægerligt sker, hvis man ikke holder sig Guds orden og ord efterretteligt.
Der findes ikke det menneske på jorden i dag, som kan tåle at smage magtens sødme, uden at blive afhængig af den. Derfor søgte Gud at undgå det, som vi ser det fra beretningen om hvordan Israel forlangte at få en konge lige som folkene omkring dem. Samuel følte sig forkastet og klagede sin nød til Gud: "og Herren svarede: "Alt, hvad folket forlanger af dig, skal du føje dem i. Det er jo ikke dig, de forkaster; men de forkaster mig som deres konge. Nu gør de mod dig, nøjagtig som de har gjort mod mig; fra den dag jeg førte dem op fra Egypten til i dag, har de svigtet mig og dyrket andre guder. Føj dem kun, men advar dem først indtrængende om de rettigheder, den konge får, som skal regere over dem." *
I Guds enkle og effektive "hierarki" er der kun én mellemmand mellem Gud og Mennesker: Jesus den Salvede, som er konge og ypperstepræst evindelig. Han, som har båret den største ydmygelse, er også i stand til at bære den magt, som ville knuse enhver anden.
I et hvilket som helst religiøst hierarki, hvad enten det er af kristelig art eller ej, optræder der mange flere grader og mellemhandlere mellem Gud og folket. Enhver af disse "leder"-roller indebærer faren for magt-afhængighed.
Men følger man Guds (ikke at forveksle med traditionens!) mønster for den nytestamentlige menighed, undgår man at ødelægge folk ved at de bliver forfaldne til magt. Under den salvede ypperstepræst er der kun ét niveau: Det kongelige præsteskab!
Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys; - *
Dette kongelige præsteskab bestående af alle genfødte kristne er indsat til at tjene folket, som er alle de skabninger, der ikke selv har direkte adgang til Gud. I dette præsteskab er der mange forskellige tjenester og nådegaver, men ikke én eneste, der sætter et menneske på en piedestal, som er højere end deres søskende. Der er dog en mulighed for at blive større end de andre, nemlig den, som Jesus udtrykker: "Hvis nogen vil være den første, skal han være den sidste af alle og alles tjener. *
I et sådant fællesskab vil magtmisbrug ikke have mange chancer.
Humanisterne hader og frygter tanken om en suveræn Gud. Grunden til dette er jo næppe, at de kender Gud. Jeg mangler endnu at møde et menneske, som virkelig kender Gud og hader ham. Frygter ham? ja!, men hader ham? Nej!
Det, som humanisterne frygter er snarere den uigendrivelige trussel og voldsomme manipulation, som ligger skjult i hierarkiske systemer. De personer, som har den frækhed at påstå, at de har særlige åbenbaringer af Gud, som sætter dem højere end andre mennesker, og giver dem ret og pligt til at kontrollere deres liv, er ganske særligt farlige for friheden. Derfor den voldsomme modvilje mod tanken om en Gud og åbenbaring. Når man ser, hvad der foregår i verden i store og små kulter og store og små kirkesamfund, kan man være tilbøjelig til at samstemme med humanisterne. Men misbrug af Guds navn, kan ikke afskaffe ham. Vore venner har smidt barnet ud sammen med det snavsede badevand. Uden en levende, kærlig og almægtig Gud bliver livet en trældom for de stumme afguder - også for humanister, som fornægter enhver åndelig realitet. Det er nogle smukke idealer man tilstræber at opfylde, men troen på, at det kan lade sig gøre med god vilje og stræben viser, at man ikke har indset, at syndefaldet har saboteret menneskenaturen i så høj grad, at det ikke lader sig gøre med god vilje alene. Der må en nyskabelse til - det er ikke gjort med gode fortsætter.
Både bland blåøjede humanister og blåøjede kristne, findes der mennesker, som tror, at det kan lykkes for os ved egen kraft. Vi skal blot melde os ind i de hvide knoers klub og anstrenge os tilstrækkeligt, så kan vi leve op til de mål, vi har sat os. De, som tror dette må være ganske blinde overfor både historien og deres egne erfaringer. Historien lærer os kun, at mennesket intet lærer af historien. En vis mand har sagt, at vejen til helvede er brolagt med gode intentioner. I stedet for at fortsætte denne håbløse kamp for at få den gamle Adam til at leve op til retfærdighedens krav, er det langt bedre at se virkeligheden i øjnene: Lovens krav kan kun opfyldes ved, at den gamle Adam må lade livet. Det er ikke muligt at få det faldne menneske i en sådan form, at det kan leve op til retfærdighedens krav - uanset, hvor meget vi ønsker det og stræber derefter. Guds særlige udsending Paulus var helt bevidst om dette forhold: For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, giver jeg loven ret i, at den er god. Men så er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig. Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig. Jeg finder altså den lov, at jeg, skønt jeg vil gøre det gode, kun evner det onde. For jeg glæder mig inderst inde over Guds lov. Men jeg ser en anden lov i mine lemmer, og den ligger i strid med loven i mit sind og holder mig som fange i syndens lov, som er i mine lemmer. Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme? Men Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Med mit sind tjener jeg da Guds lov, men med kødet syndens lov.
Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. For livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov. Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet, for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke lever i lydighed mod kødet, men i lydighed mod Ånden *
Humanisterne tilbyder håbet om en bedre verden baseret på, at alle mennesker skal blive enige om at leve i fred med hinanden. Håbet er kun realistisk, hvis man ser helt bort fra den uoprettelige skade, som det enkelte menneske har lidt ved syndefaldet. Det humanistiske samfund for at kunne fungere ville kræve en menneskehed bestående af lutter genfødte - og det kan jo være vanskeligt at fremskaffe genfødte, hvis man ikke må have noget med Gud at gøre.
Det er altså et forfængeligt håb, som humanismen stiller os for øje - under forudsætning af, at vi alle bliver gode og forbedrer os, under forudsætning af, at evolutionens mystiske kraft blive ved med at virke i samme retning, under forudsætning af ... o.s.v. o.s.v. Det er et håb, som har så mange samtidige nødvendige forudsætninger og som ligger så langt ude i fremtiden, at man bliver ganske mismodig af at tænke på det.
Der er et bedre og langt mere konkret håb, som ikke har nær så mange tvivlsomme forudsætninger forbundet med sig. Det står til rådighed for enhver, som vil tage imod åbenbaringen fra den levende Gud, som er Israels Gud, nemlig: den hemmelighed, som har været skjult for alle tider og slægter, men som nu er blevet åbenbaret for hans hellige; for dem ville Gud kundgøre, hvor rig på herlighed for hedningerne denne hemmelighed er: Kristus i jer, herlighedens håb *
Dette håb hviler ikke på en serie af endnu uopfyldte forudsætninger eller kriterier. Det hviler på en enkelt betingelse, som allerede er opfyldt. Den kan udtrykkes på mange forskellige måder, men er vel nok bedst kendt og kortest udtrykt i form af sætningen:
For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Troen på Guds kærlighed til verden i skikkelse af hans søns stedfortrædende død er tilstrækkelig forudsætning til at få evigt liv.
Dette skal ses i relation til humanisternes forkastelse af håb om evigt liv og frygt for fortabelse. Hvis disse foreteelser anvendes som redskaber til manipulation med mennesker, er de forkastelige. Men det kan heller aldrig ske for en personlig genfødt kristen. Det evige liv er nemlig ikke en belønning for god opførsel eller overholdelse af religiøse regler og retningslinier, men en konkret realitet i det genfødte menneskes liv. Det udtrykkes helt enkelt og klart af udsendingen Johannes:
Den, der tror på Guds søn, har vidnesbyrdet i sig, men den, der ikke tror Gud, har gjort ham til en løgner ved ikke at tro på det vidnesbyrd, som Gud har aflagt om sin søn. Og dette er vidnesbyrdet, at Gud har givet os det evige liv, og det liv er i hans søn. Den, der har Sønnen, har livet; den, der ikke har Guds søn, har ikke livet. Dette har jeg skrevet til jer, der tror på Guds søns navn, for at I skal vide, at I har evigt liv. *
VI har tidligere talt om en nødvendig balance mellem tro, forstand og følelser. Desværre er der opstået (med god hjælp fra djævelens reklame-bureau) en opfattelse af, at kærlighed først og fremmest har noget med følelser at gøre. Det forvirrer sagerne meget for de stakkels fortabte jordboere. Det er lykkedes at få folk til at tro, at de romantiske sommerfugle, der kan flagre i maven på os ved visse lejligheder, det er kærlighed. Det kan være symptomer på kærlighed - men det kan på den anden side meget vel være på symptomer på noget helt andet.
Kærlighed er først og fremmest en holdning og en viljesbeslutning. Vi kan glæde os over, at Gud har taget netop den holdning og viljesbeslutning at ville elske os. Men, hvis vi skal se Gud, må vi ligne ham som hans elskede børn. Og det vil sige, at det vi søger, ikke er følelser, men holdninger, beslutninger og handlinger. Noget, som meget vel kan medføre både ord og følelser, men ikke er identisk med disse.
Med denne definition på kærlighed bliver det også tryggere at stole på Guds kærlighed. For, hvis Han føler for at elske mig i dag, kan det jo godt tænkes at han ikke har samme følelse i morgen. Men, da det ikke er følelser, der er basis for kærligheden, er der ikke noget at frygte fra Guds side.
Mange kristne er også ulykkelige over, at de ikke elsker Gud tilstrækkeligt. Jeg er bage for, at de ofte forsøger at måle det ved hjælp af et "følo-meter". Men det er slet ikke den rigtige målestok!
Lad os prøve at se på nogle enkelte af Guds målestokke! - det er jo dem, det gælder om, når det kommer til stykket. Både vi selv og andre kristne er flinke til at komme frem med målebåndet for på forskellige leder at måle, hvor stor åndeligheden er. Men fælles for alle disse er, at de sjældent svarer til Guds målestokke:
"Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham."*
Jesus svarede ham: "Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig."
men den, der holder fast ved hans ord, i ham er Guds kærlighed i sandhed fuldendt. Deraf ved vi, at vi er i ham . *
Ingen har nogen sinde set Gud, men hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os. *
Tid og sted tillader desværre ikke yderligere dvælen ved disse trøstefulde ord; men jeg forlader dig nu min kære læser i det håb at du gennem læsningen af denne bog har fået mere lys over verdens bedrag i al dets underfundighed.
Men endnu mere håber jeg, at du gennem læsningen af bogen har fået vakt eller styrket tilliden til, at den almægtige skabergud, som opretholder alle ting ved sit vældige ord, har personlig interesse i dig! Ja, endnu mere!
Han elsker dig! Ikke som den, du kunne ønske dig at være. Ikke på betingelse af, at du højtideligt lover bod og bedring. Men netop som du er lige nu! Du er accepteret præcis som du er i dette øjeblik - i kraft af Jesus fuldbragte offer på korset.
Men netop fordi Han elsker dig, vil Han ikke tillade dig fortsat at blive i synden. Dels fordi den gør dig fortræd og forpester dit liv og dels fordi den hindrer Ham i at have det inderlige fællesskab med dig, som han ønsker.
Hvis der er nogle mennesker, ting eller aktiviteter, som du er bange for at give slip på, fordi de virker livsvigtige for dig, så fortvivl ikke! Giv Gud lov til og tid til at læge de sår og traumer, som betinger din afhængighed, så kan du slippe dine afguder uden at opleve noget stort savn.
Der er ingen personsanseelse hos Gud, Derfor har Han gjort det så ufatteligt enkelt at modtage syndernes forladelse, som blot det at tro på Hans ord. Han har også gjort det ufatteligt let at elske Ham og vise ham kærlighed. Vi behøver ikke at komme med store flotte blomsterbuketter eller dyre gaver. Det, som for Gud er den største og mest fuldkomne kærlighed, har selv den ringeste fattigprås råd til.
Den, der holder fast ved hans ord,
i ham er Guds kærlighed i sandhed fuldendt.
Men først og fremmest må du i tro bede Gud om at give dig et nyt hjerte og tage imod tilgivelsen af dine tidligere synder. Det er ganske enkelt, eftersom Han forstår dansk (og et hvilket som helst andet sprog) og er allestedsnærværende. Tak ham fordi, Han har født dig i dag. Du er blevet hans søn og kan kalde ham Far. Tak ham for tilgivelsen og bed Ham vise dig, hvordan dit liv kan leves efter hans ord.
Det kræver naturligvis, at du læser eller hører Ordet, så du ved, hvad det går ud på. Men du skal kun tage en dag, et øjeblik ad gangen - hvilken trøst for den forsagte ånd. Vil dig sorg og uro holde fangen? Alting hviler dog i Faders hånd.
Nu ved jeg ikke, hvad jeg mere kan gøre for dig i denne omgang; men, hvis du i tro følger disse anvisninger, er du også godt på vej ind i den rigtige del af evigheden.
Du er velkommen til at lade høre fra dig, hvis du har spørgsmål eller kommentarer til bogen. Jeg har jo i undertiden været lidt skarp og sarkastisk overfor humanisterne, men jeg håber, at det må forstås ret - som kærlig korrektion. Hvor utroligt det end måtte lyde, så elsker Gud (og jeg) også humanister for ikke at tale om alle mulige andre -"-ister". Det sørgelige er blot at der er så få, der er i stand til at registrere det.
Kærlig Hilsen
Carl Sukkot